Seks ud af ti støtter Obamas droneangreb
Droneangreb i blandt andet Pakistan har kostet civile og gidsler livet. Alligevel er der fortsat opbakning.
Et flertal af amerikanerne støtter militærets brug af droner. Præsident Barack Obama har i stigende grad i sin tid i Det Hvide Hus givet grønt lys for missioner med de pilotløse fly. Arkivfoto.
Et flertal af amerikanerne støtter militærets brug af droner. Præsident Barack Obama har i stigende grad i sin tid i Det Hvide Hus givet grønt lys for missioner med de pilotløse fly. Arkivfoto. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP


Næsten 60 procent af amerikanerne støtter droneangreb mod ekstremister i Pakistan, Somalia og Yemen på trods af, at angrebene med mellemrum koster civile livet.

Det viser en landsdækkende måling, som den upartiske tænketank The Pew Research Center har lavet i USA.

Opbakningen til droneangrebene går også på tværs af partiskel, selv om republikanske vælgere i noget højere grad - 74 procent - støtter de førerløse bombefly, end tilfældet er hos demokratiske vælgere, hvor det kun er 52 procent.

Næsten hver anden af de adspurgte amerikanere på tværs af 50 stater er "meget bekymret" over, at droneangrebene kan ramme uskyldige civile, mens 32 procent er bekymret "i nogen grad".

Kun tre ud af ti amerikanere er derimod bange for, at de amerikanske angreb mod ekstremistiske personer og grupper i udlandet kan føre til gengældelsesangreb mod USA.

Endnu færre - 29 procent - udtrykker bekymring for, om droneangrebene i fremmede suveræne lande overhovedet er lovlige.

Siden Barack Obama i 2009 blev præsident på et løfte om ikke at starte nye krige, har han i høj grad givet grønt lys til droneangreb på blandt andet højtstående al-Qaeda-ledere og andre islamistiske ekstremister i flere lande.

Menneskerettighedsgrupper og amerikanske politikere har sat spørgsmålstegn ved lovligheden og det moralske i at føre krig med droner. Hundredvis af civile menes ifølge overslag at være blevet dræbt i amerikanske droneangreb.

I januar mistede et amerikansk og et italiensk gidsel hos al-Qaeda i Pakistan livet i et amerikansk droneangreb.

Præsident Obamas indrømmelse af at gidslerne ved en fejl blev mål for droneangrebet, har genåbnet debatten om USA's kontroversielle droneprogram.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.