Danmark bidrager med seks personer, når EU om kort tid sender forstærkning til Bulgarien for at hjælpe med at kontrollere grænsen til Tyrkiet.
Det bekræfter statsministeren efter et topmøde i Bratislava fredag.
- Vi stiller med et lille politielement på seks personer, og det matcher egentlig den størrelse, som Danmark har i forhold til EU's budgetter med den ambition, der lige nu og her er i forhold til grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet, siger han.
EU-præsident Donald Tusk har på topmødet opfordret EU-landene til at sende både grænsevagter og udstyr til Bulgarien for at beskytte EU's ydre grænse.
- Aldrig igen kan vi tillade, at vores grænser bliver overrendt af migration som i 2015, har Donald Tusk sagt op til topmødet i Bratislava.
Han har samtidig understreget, at hjælp til Bulgarien vil være et signal om, at EU ikke tøver med at handle.
I sin store tale onsdag om unionens tilstand satte EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tal på, hvad der er behov for at hjælpe Bulgarien med.
- Jeg ønsker at se mindst 200 ekstra grænsevagter og 50 ekstra køretøjer udstationeret ved Bulgariens ydre grænser fra oktober, sagde Juncker.
EU's grænseagentur, Frontex, har i forvejen over 100 grænsebetjente udstationeret i Bulgarien.
/ritzau/