Seks broderskabs-tilhængere dræbt i sammenstød i Kairo
Støtter af den afsatte præsident Mursi er gået på gaden i Kairo. Ifølge politiet angreb de sikkerhedsstyrker.
Tilhængere af Egyptens afsatte og dødsdømte præsident Mohammed Mursi demonstrerer i Kairo. Seks meldes dræbt fredag. (Arkivfoto)
Tilhængere af Egyptens afsatte og dødsdømte præsident Mohammed Mursi demonstrerer i Kairo. Seks meldes dræbt fredag. (Arkivfoto) Foto: Ahmed Omar/AP


Seks tilhængere af det terrorstemplede Muslimske Broderskab er dræbt i Egyptens hovedstad, Kairo, skriver det statslige egyptiske nyhedsbureau Mena.

Ifølge bureauet blev de dræbt under sammenstød med indbyggere i byen. Egyptisk politi greb ind og anholdt flere af broderskabets tilhængere, skriver Mena.

En embedsmand i landets sundhedsministerium oplyser til Reuters, at seks mennesker er dræbt i sammenstød mellem politiet og broderskabets tilhængere. Kilden siger imidlertid ikke, om de dræbte er broderskabets folk eller ej.

Tilhængere af den afsatte præsident Mohammed Mursi, der har sin baggrund i broderskabet, har holdt mindre demonstrationer i forbindelse med afslutningen af den muslimske fastemåned, ramadanen.

Politikilder siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at demonstranterne angreb sikkerhedsstyrker i Talbiya-distriktet, der ligger tæt ved pyramiderne i Kairos udkant.

Demonstrationerne til fordel for Mursi er blevet færre og mere spredt, siden han blev afsat af militæret i sommeren 2013.

Dengang gik tusindvis af hans støtter på gaden for at protestere, men sikkerhedsstyrkerne slog hårdt ned på dem og dræbte mindst 1400 mennesker i gadekampe i den efterfølgende tid.

Mursi er siden idømt dødsstraf, og det samme er hundredvis af andre medlemmer af Det Muslimske Broderskab.

Mindre grupper af Mursi-tilhængere demonstrerer fortsat ind imellem, men som regel kun kortvarigt og kun i bestemte kvarterer i Kairo.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.