Seks betjente tiltales for Freddie Grays død i Baltimore
Den sorte mand døde efter hårdhændet behandling af betjente. Storjury har fundet grundlag for formel tiltale.
Foruden retssagen mod betjentene i Baltimore, har USA's justitsminister, Loretta Lynch, også iværksat en undersøgelse af byens politi.
Foruden retssagen mod betjentene i Baltimore, har USA's justitsminister, Loretta Lynch, også iværksat en undersøgelse af byens politi. Foto: Jacquelyn Martin/AP


En storjury i den amerikanske by Baltimore i delstaten Maryland har besluttet, at der er grundlag for at rejse tiltale mod seks betjente, der var sigtet i forbindelse med den 25-årige Freddie Grays død.

Det oplyser statsadvokat Marilyn Mosby torsdag på et pressemøde i Baltimore, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge statsadvokaten har storjuryen vurderet det bevismateriale, som hun præsenterede den for 1. maj, og juryen har fundet tilstrækkeligt grundlag til formelt at rejse anklage mod betjentene.

- Nu, hvor storjuryen også har fundet tilstrækkeligt grundlag til at tiltale de førnævnte betjente på grundlag af bevismaterialet, tager sagen mod disse betjente, der er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, sin begyndelse 2. juli, siger hun.

Den afroamerikanske Freddie Gray døde 19. april, efter at han var kommet til skade under en polititransport 12. april.

Han døde som følge af en skade på rygsøjlen, som han ifølge de retsmedicinske undersøgelser pådrog sig under transporten i et salatfad.

Sagen, der blot var den seneste, hvor sorte amerikanere tilsyneladende får en ekstra hårdhændet behandling af politiet, førte til demonstrationer og optøjer i Baltimore og flere andre byer landet over i dagevis.

Storjuryen har ikke fundet anledning til at ændre mange kommaer i de anklager, som Marilyn Mosby havde rettet mod dem.

De seks tiltalte betjente - fem mænd og en kvinde - er anklaget for en lang række alvorlige lovovertrædelser, heriblandt groft uagtsomt manddrab. De blev alle løsladt mod kaution, efter at de i første omgang blev sigtet.

I USA er en storjury en gruppe af mindst 12 civile borgere, der har til opgave at undersøge, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.