Seks anholdt for designerindbrud - men én stak af
Mange indbrud er blevet forhindret med aktionen mod gruppe fra Ballerup, mener politiet.
Et større antal politifolk har mandag anholdt seks mistænkte og ransaget 12 adresser i en sag om organiserede indbrud og hæleri i Nordsjælland og på Vestegnen.
Et større antal politifolk har mandag anholdt seks mistænkte og ransaget 12 adresser i en sag om organiserede indbrud og hæleri i Nordsjælland og på Vestegnen. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/Free


Møbler af kendte designere som Arne Jacobsen, Wegner, Nanna Ditzel og andre er fortsat et hit.

Og de kan også sælges, selv om de stammer fra indbrud, tyder en ny politiefterforskning på.

Netop designermøbler har været det primære mål for en gruppe mænd, der mistænkes for en stribe indbrud i Nordsjælland og på den københavnske Vestegn.

Det mener politiets specialgruppe Taskforce Indbrud. Gruppen har mandag anholdt seks mænd i Ballerup-området.

En af dem sigtes for at have aftaget en del af tyvekosterne for at videresælge dem. De øvrige sigtes for at have udført indbruddene.

Aktionen er dog ikke forløbet helt uden problemer. En af de anholdte, en mand på 24 år, så sit snit til at stikke af, oplyser politiet.

Umiddelbart kan politiinspektør Bent Isager-Nielsen ikke fortælle nærmere om flugten.

- Han eftersøges lige nu massivt, hedder det i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om 12 indbrud i boliger og virksomheder i Gilleleje, Jægerspris, Hornbæk, Ballerup og andre steder.

Mandagens anholdelser vil formentlig få en meget kontant effekt fremover, forventer politiinspektøren.

- Hver gang vi sætter en gruppe ud af spillet, plejer vi at se et dyk i antallet af anmeldelser.

- Der er ingen tvivl om, at vi med aktionen har forhindret en lang række indbrud, siger Bent Isager-Nielsen.

De anholdte har ikke forbindelse til rocker- eller bandeverdenen. Tirsdag skal en dommer i Lyngby afgøre, om de skal varetægtsfængsles.

Om fem eller seks fremstilles i retten, afhænger af, om politiet er i stand til at løbe den 24-årige op.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.