Sejrsvante Sønderjyske vinder 1-0 over Viborgs ti mand
Viborg var i undertal i det meste af anden halvleg, og det udnyttede Sønderjyske til at tage tre point.
Sønderjyskes Pierre Kanstrup scorede kampens eneste mål mod Viborg.
Sønderjyskes Pierre Kanstrup scorede kampens eneste mål mod Viborg. Foto: Milan Kammermayer/afp/AFP


Sønderjyske tog fredag aften den femte sejr på stribe i Alka Superligaen, da det hjemme på Sydbank Park i Haderslev blev til en sikker 1-0-sejr over Viborg foran 4322 tilskuere.

Opgøret blev reelt afgjort i de første minutter af anden halvleg, hvor Viborg først blev reduceret til ti mand og efterfølgende måtte indkassere en scoring på straffespark.

Kampen mellem de to mandskaber skulle bruge de første 45 minutter på for alvor at komme i gang. Første halvleg var således en halvkedelig affære uden de helt store chancer og præget af mange fejl fra begge mandskaber.

Efter pausen ændrede kampen dog karakter. Sønderjyske-angriberen Mikael Uhre fremprovokerede efter 47 minutters spil en udvisning til George Fochive, der måtte forlade banen med sit andet gule kort.

Fem minutter senere faldt så aftenens eneste scoring, da anfører Pierre Kanstrup sikkert kunne sparke Sønderjyske foran på et straffespark begået mod Philip Zinckernagel, der blev fældet efter en flot solotur i feltet.

Herefter var det cruise control for sønderjyderne, der ikke havde problemer med at holde gæsterne fra fadet og derfor let kunne køre sejren og de tre point i hus.

For Viborg betyder resultatet, at de nu er gået fra banen fire kampe i træk uden at have scoret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.