Sejren glipper for Lucas Bjerregaard i Kina
Lucas Bjerregaard var kun et slag fra at komme i omspil ved BMW Masters, men han endte på tredjepladsen.
Lucas Bjerregaard blev nummer tre i Kina.
Lucas Bjerregaard blev nummer tre i Kina. Foto: /AP


For anden gang inden for få uger var Lucas Bjerregaard meget tæt på at vinde en turnering på European Tour for første gang.

Den danske golfspiller, der i oktober blev nummer to ved Hong Kong Open, måtte i sidste ende dog nøjes med en delt tredjeplads ved BMW Masters i Shanghai.

Lucas Bjerregaard gik søndagens afsluttende runde i 70 slag, og med samlet 272 slag var han et slag dårligere end svenske Kristoffer Broberg og amerikanske Patrick Reed, der endte i omspil om sejren.

Kristoffer Broberg endte som sejrherre i den duel, og han tog dermed sin første European Tour-sejr.

Lucas Bjerregaard kan glæde sig over, at han med det flotte resultat i Shanghai kommer med i sæsonfinalen på European Tour, der bliver spillet i Dubai i næste uge.

Her får han dansk selskab af Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen.

Lucas Bjerregaard lavede fire birdies og to bogeys på den afsluttende runde i Kina.

Danskeren, der førte BMW Masters med tre slag efter de to første runder, deler tredjepladsen med tre andre spillere, svenske Henrik Stenson, sydkoreaneren An Byeong Hun og Thongchai Jaidee fra Thailand.

I skyggen af Lucas Bjerregaard stod Søren Kjeldsen for den bedste runde af alle på sidstedagen.

Danskeren gik runden i 64 slag efter seks birdies og en eagle.

Dermed sluttede Søren Kjeldsen på en delt niendeplads i 274 slag.

Thorbjørn Olesen sluttede også fint af med en runde i 69 slag, så han samlet blev noteret for en score på 283 slag.

Det gav danskeren en placering som delt nummer 37 blandt de 78 deltagere ved BMW Masters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.