En inspiration for os alle sammen.
Sådan siger formanden for Dansk Sejlunion, Hans Natorp, om sejleren Paul Elvstrøm, som er sovet stille ind i sit hjem i Hellerup 88 år gammel.
- Han er en af de få idrætsmænd, som har ikonstatus på globalt plan og har betydet så meget for udviklingen og innovationen i sporten. Jeg kan ikke pege på andre, som på tværs af sportsgrene har samme status, siger Hans Natorp.
Formanden fortæller, at Paul Elvstrøms opfindsomhed i høj grad har formet sejlsporten, som sejlsporten er i dag.
Sejlerlegenden opfandt blandt andet en bailer - også kaldet en selvlænser - som man i dag bruger til at tømme en båd hurtigt for vand. En særlig lukkemekanisme og tryk gør, at vandet kun kan løbe ud.
- Det er et eksempel på en Georg Gearløs-opfindelse, som Paul Elvstrøm stod bag, siger Hans Natorp.
Elvstrøm konstruerede også nye sejl og bådtyper - blandt andet en trapezjolle, en kvart-tons-båd og en halv-tons-båd - og udviklede en ny og mere smidig redningsvest.
- Samtidig var han en god kammerat og en sportsmand, som man ønsker en sportsmand skal være, siger Hans Natorp.
Sejlsportshelten deltog i alt i otte Olympiske Lege. Paul Elvstrøm indstillede karrieren efter OL i 1988, hvor han sejlede i tornado-klassen med datteren Trine som gast.
Sejlunionens formand repræsenterede Dansk Sejlunion ved netop det OL i 1988.
- Den spændvidde han favnede, blev vist under det OL. Det var bare en fantastisk oplevelse at være en del af den æra. Jeg er på den måde dybt berørt og beæret, siger Hans Natorp.
I de senere år led Paul Elvstrøm af Parkinsons, som blev gradvist værre med årene.
Han efterlader sig fire døtre, ni børnebørn og to oldebørn.
/ritzau/