I fredagens udgave af X Factor kunne man møde den 15-årige Silke Svare Bruun, der imponerede dommerne med sin stemme.
Men den unge pige har ikke altid haft det nemt.
- Som mindre blev jeg mobbet meget. Det var især min musik, de gik efter. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle lade være med at synge, fordi de ikke syntes, at jeg var god til det. Det har betydet meget, at jeg nu kunne komme ind og bevise det modsatte, siger Silke Svare Bruun til Avisen.dk.
Trods sin unge alder er hun dog meget reflekteret omkring, hvordan mobningen kan bruges konstruktivt.
- Hvis man går igennem mobning, vil det altid spille en rolle. Man bliver mærket for resten af livet. Det er ikke en oplevelse, man kan lægge fra sig igen. Men det behøver ikke altid at være noget negativt, man får med. Man får selvfølgelig nogle grimme oplevelser, men man lærer også, hvorfor man skal behandle folk pænt. Det er i hvert fald noget, som jeg har taget med mig, forklarer Silke Svare Bruun.
Det er dog ikke derfor, hun har valgt at stille op i programmet.
- Siden jeg var helt lille, har jeg altid drømt om at stille op i X Factor. Jeg har sunget lige så længe, jeg kan huske og har altid elsket musik, fortæller hun.
Ingen sceneskræk
Trods den store bevågenhed, der kan følge med, når man stiller op i så populært et program som X Factor, har den 15-årige pige fra Gammel Morsø uden for Holbæk ikke været vanvittig nervøs for at deltage.
- Jeg var mest nervøs, da jeg var på vej ind foran dommerne. Der gik det først rigtig op for mig, at nu skal det ske. Jeg er ikke særlig sceneskræk. Tværtimod. Jeg kan godt lide det her med at synge foran folk, siger hun og fortæller, at hun blandt andet har sunget til gudstjenester i en lokal kirke.
I aftenens program var dommerne da også vilde med den unge deltager, der derfor gik videre.
- Blachman kunne godt lide det. Han var vild med mig. Mette synes, jeg var sej, og det er gensidigt, siger Silke Svare Bruun.
Remee var dog ikke lige så begejstret.
- Han mente, at jeg burde blive topmodel i stedet for musiker, siger hun og fortæller, at det ikke er første gang, hun har hørt det.
Silke Svare Bruun er glad for det, hun indtil videre har taget med fra programmet.
- Det har betydet rigtig meget for mig at være med. At få den her kæmpestore skulderklap og få at vide, at det her, det kan du godt finde ud af. Det har været en stor ting, og det har givet mig blod på tanden, siger hun til Avisen.dk.