Seernes dom over Blachman og Jarlen: Se hvem der scorer flest seere
De to store tv-kanaler har hver deres talentshow for tiden. Se hvilket et danskerne foretrak i sidste uge.
Foto: SCANPIX arkiv


For tiden ruller ikke bare ét, men to talentshows over danskernes tv-skærme. Det er tale om to gamle kendinge - DR 1's 'X Factor', som sendes fredag aften - og TV 2's 'Danmark har talent', der sendes lørdag.

Seertals-mæssigt plejer opbakningen at være størst til 'X Factor', og sidste uge var ingen undtagelse, viser de nye tal fra Danmarks Statistiks TV-Meter målinger.

Ifølge seertallene vandt Blachman, Remee, Mette og deres 'X Factor'-deltagere en overlegen sejr over kvartetten Jarl Friis Mikkelsen, Peter Frödin, Nabia og Cecilie Lassen og deres deltagere i 'Talent ...'

Fredag i sidste uge så 1.348 millioner danskere således med, da 'X Factor' rullede over skærmen. Afgørelsen fulgte 1.309 med i.

Da der dagen efter var 'Danmark har talent' på den konkurrerende kanal, så 802.000 med på selve showet. Afgørelsen blev fulgt af 675.000.

Da TV 2 begyndte at sende sit talentshow i 2014, afviste TV 2's underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech over for DR, at der var tale om nogen form for 'underholdningskrig' mellem de to stationer.

- Det er to meget forskellige programmer. X Factor kører rent på musikken, og skal skabe en ny stjerne, hvor Danmark har talent er et mere mangfoldigt, folkeligt program, sagde underholdningsredaktøren dengang.

Krig eller ej - dysten om seernes gunst står DR til at vinde i denne omgang.

Det er i år ikke på noget tidspunkt lykkedes 'Danmark har talent' at slå 'X Factor' på seertal. Men TV 2 vandt seer-krigen i både uge 6 og 7, hvor flere så med på 'Badehotellet' end på 'X Factor'.

Jarlen, Nabia, Frödin og Cecilie fra Team Talent ... Foto: Scanpix/Arkiv

 

... Må se sig slået af Remee, Mette og Blachman. Foto: Scanpix/Arkiv

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.