Selvom komikeren og tekstforfatteren Sebastian Dorset privat kan smile over et år, hvor han har fået ny kæreste og er blevet forlovet, bliver han alligevel fyldt med mismod, når han ser tilbage på året 2015 i et lidt større perspektiv.
- Det har været et år, hvor danskerne på en mærkelig måde er blevet ved med at være meget nidkære og petitesse-ridende, samtidig med at der er sket nogle enorme ting omkring os. Dem har vi ikke reageret på med vores mentale habitus. Når der sker terror i Paris og København, må man gå ud fra, at vi ser på de større linjer, men vi hænger os meget i detaljer. Må politikere køre med privatchauffør eller i tog på 1. klasse, og må deres pensionsalder blive højere? siger 45-årige Sebastian Dorset til Avisen.dk.
Talt til som børn
Og det fortsætter med misundelsen over bistandsmodtageren, som ikke må have for dyrt fjernsyn, eller flygtningen som ikke må eje værdier for over 3000 kroner. Sebastian Dorset kunne derfor godt tænke sig mere fokus på, hvordan vi danskere lever med hinanden. Det gælder ikke mindst i forhold til danskere på kanten af arbejdsmarkedet.
- De arbejdsløse må jo efterhånden finde sig i at blive talt til som små børn, der ikke har forstået, at de skal tage opvasken. Men vi har jo altid haft og vil altid have arbejdsløshed. Det har jeg da lært i skolen. Så kan vi ikke bare indstille os på, at de mennesker, der har mulighed for at arbejde, tager et arbejde, når det er der? I stedet for at antage, at der hersker en permanent dovenskab, siger han.
Jesus-doktrin
I den sammenhæng har ordkunstneren Sebastian Dorset i årets løb også stødt på ordet ’sengepraktik’, som er en af de nye tilføjelser til Dansk Sprognævns nyordsliste. Ifølge listen dækket ordet over ’afprøvning af meget syge personers arbejdsevne’, hvor ’syge danskere kan komme i sengepraktik ned til en time om ugen, og man kan medbringe en seng, så man kan hvile sig undervejs.’ Praktik med seng er en del af de ressource-forløb, der har til formål at sende færre danskere på førtidspension.
- Sengepraktik var en Jesus-doktrin, der går på, at arbejde kan få de syge op af sengen, de blinde til at se og de lamme til at gå. Det er meget juleagtigt. Men jeg tror altså ikke, der er nogen mennesker, der har lyst til at sidde derhjemme og bare kigge. Den der idé om, at vi skal tvinge folk ud på arbejdsmarkedet er fjollet. Når der går så mange ledige, der gerne vil have et job, så sender vi de her mennesker, der har det ad helvede til, ud i arbejde, for at se om vi kan pine et par timer ud af dem, siger Sebastian Dorset.
Fodboldholds-debat
Han mener, at det er ’helt meningsløst’ at syge folk skal i fleksjob fire-fem timer om ugen, når man i stedet kan ansætte en medarbejder på fuldtid i en hel måned. Sebastian Dorset har heller ikke været glad for den måde den generelle debat foregår på i Danmark.
Han kalder det for en ekstremt polariseret fodboldholds-debat, hvor det kun går ud på at sværte modstanderen og selv fremstå god. Til gengæld bliver han glad, når han tænker tilbage på de mange danskere, der skred til handling, da flygtninge og migranter i hundredevis pludselig kom til landet.
- Der var en stemning af, at når politikerne ikke kan hjælpe og er berøringsangste, så omgik vi bare det officielle system, og så gjorde vi det bare. Det var en ret dejlig følelse, siger Sebastian Dorset.