Sebastian Cappelen slutter flot i US Open-debut
Debutanten Sebastian Cappelen endte i banens par i første runde, da han debuterede i US Open i golf.
Sebastian Cappelen (billedet) og Lucas Bjerregaard er de danske deltagere ved Major-turneringen i golf US Open, som begyndte torsdag.
Sebastian Cappelen (billedet) og Lucas Bjerregaard er de danske deltagere ved Major-turneringen i golf US Open, som begyndte torsdag. Foto: Rogelio V. Solis/AP


Den 25-årige Sebastian Cappelen sluttede flot af, da han torsdag fik debut i en major-turnering i golf.

Sebastian Cappelen gik således første runde ved US Open i banens par - 70, efter en flot afslutning, hvor han lavede birdie på både 17. og 18. hul.

Før det bød dagen dog også på seks bogeys, som dog blev udlignet af blandt andet en eagle på 12. hul og yderligere to birdies.

Sebastian Cappelen er sammen med Lucas Bjerregaard eneste danskere i den prestigefyldte turnering i år.

Turneringen spilles på Chambers Bay-banen i Tacoma i delstaten Washington, og banen kaldes for en typisk US Open-bane, der er både lang og svær og derfor giver rigeligt med udfordringer og tester deltagerne.

Det gjaldt også for den 23-årige danske golfspiller Lucas Bjerregaard, da han tidligere torsdag gik sin første runde ved US Open i golf.

Lucas Bjerregaard deltager i Major-turneringen for andet år i træk, og hans bedste præstation er forsat den første runde, han gik i fjor i banens par på 70.

Torsdag aften præsterede danskeren at gå tre slag over par

Den unge dansker lagde ud fra hul ét, og de første fem huller blev gået i par, hvorefter sjette hul bød på en bogey. Værre gik det hullet efter, hvor Lucas Bjerregaard præsterede en dobbeltbogey.

Herefter fandt den unge dansker melodien og lavede blandt andet to birdies, som dog blev afløst af to bogeys på hul 16 og 17, hvorefter han brugte de fem tilladte slag på 18. og sidste hul.

Lucas Bjerregaard blev klar til US Open efter en kvalifikationsturnering på Walton Heath Golf Club i Surrey den 25. maj, og han er sammen med Sebastian Cappelen Danmarks eneste to repræsentanter i den prestigefulde turnering.

I alt deltager 156 golfspillere fra 26 forskellige nationer i major-turneringen, der har en præmiesum på svimlende 10 millioner dollar, svarende til godt 65 millioner danske kroner.

Lucas Bjerregaard og Sebastian Cappelen var blandt de første deltagere, der gik ud i løbet af torsdag eftermiddag dansk tid. I skrivende stund er halvdelen gået ud, og Sebastian Cappelen ligger placeret på en delt 29. plads, mens Lucas Bjerregaard er ligger på en delt 90. plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.