Se traileren for Refns Guldpalme-bud her
Den danske hitinstruktør Nicolas Winding Refn er aktuel med thrilleren "The Neon Demon". Traileren til filmen er netop udkommet.
Nicolas Winding Refn kan endnu en gang vinde ved Filmfestivalen i Cannes. Her ses han modtage prisen for bedste instruktør i 2011.
Nicolas Winding Refn kan endnu en gang vinde ved Filmfestivalen i Cannes. Her ses han modtage prisen for bedste instruktør i 2011. Foto: Francois Mori/AP


Nicolas Winding Refn er blandt de mange danskere i film- og tv-branchen, der har indtaget Hollywood med storm.

Hitinstruktøren debuterede med kultklassikeren "Pusher" i 2006 og efter de to efterfølgende "Pusher"-film, blev han hyret til at instruere blandt andre den Oscar-nominerede stjerne Tom Hardy i filmen "Bronson".

Siden er det gået stærkt for den 45-årige dansker, som nu er klar med endnu en international film. Til maj indtager Winding Refn Filmfestivalen i Cannes med thrilleren "The Neon Demon", hvis trailer netop er udkommet.

Filmen handler om unge smukke Jesse, som flytter til Los Angeles for at forfølge sin modelkarriere. Her spotter byens førende modelagent den unge pige, som hurtigt får en fremadstormende kometstatus som supermodel.

Mens Jesse kæmper for at kravle til tops, hvirvles hun samtidig ind i modelmiljøet, hvor besættelsen af skønhed og perfektionisme ender i indædt misundelse og jalousi. De andre piger i branchen skyer ingen midler i kampen for at overstråle Jesse, som snart befinder sig i et livsfarligt spil.

Siden sin filmdebut i 1996 har Winding Refn stået bag kameraet på store danske og internationale succeser. I 2011 vandt han de prestigefyldte Gyldne Palmer for bedste instruktør under Filmfestivalen i Cannes for "Drive", hvor han instruerede Hollywood-stjernen Ryan Gosling.

Den BAFTA-nominerede instruktør instruerede endnu en gang Hollywood-stjernen i filmen "Only God Forgives" fra 2013.

"The Neon Demon" får verdenspremiere i Cannes, hvor den er udvalgt til at kæmpe om palmerne i hovedkonkurrencen på den fine filmfestival.

Filmen får dansk biografpremiere 9. juni.

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=cipOTUO0CmU

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.