De pro-russiske separatister angreb tirsdag lufthavnen uden for Donetsk i det østlige Ukraine, selv om der officielt er våbenhvile i regionen.
Men våbenhvilen, der blev underskrevet i begyndelsen af september, lader ikke til at være juridisk bindende længere, og der er dagligt blevet rapporteret om kampe i Østukraine i hele oktober.
Og talsmænd fra separatisterne garanterer, at de ikke sænker våbnene, før Ukraines regering afgiver den østlige del af landet, hvor indbyggerne taler russisk, og hvor flertallet vil indlemmes i Rusland.
Putin fastholder fortsat, at der ikke er russiske soldater eller anden russisk hjælp i området, selv om Ukraines regering og flere observatører beskylder Rusland for bevidst at påvirke situationen i det krigsramte land.