Nye biler bliver billigere med den nedsatte registreringsafgift. Men det betyder også, at din brugte bil bliver mindre værd, når det nu er lettere at anskaffe sig en helt ny vogn i stedet.
- Forbrugerne skal være klar over, at deres brugte bil nu falder i værdi, lyder det fra Karl-Ove Pedersen, formand for Dansk BilForhandler Union, DBFU.
- Det gælder både de brugte biler, der skal sælges. Men den brugte bil, kunderne kommer med for at bytte til en ny bil, den falder jo også i værdi. Det er værd at huske, siger Karl-Ove Pedersen til Ritzau Fokus.
Men det er ikke nødvendigvis alle brugte biler, der falder i værdi.
Ligesom den nye afgiftsnedsættelse favoriserer de dyrere biler, så vil det også primært være de dyrere og nyere brugte biler, der vil blive mindre værd.
Alle brugte biler, der har en værdi af mere 165.000 kroner, vil i gennemsnit falde 17.000 kroner i værdi, afhængigt af model og efterspørgsel. Sådan lyder det fra BilBasen, der sammen med Bilinfo har analyseret den nye finanslovs effekt på bilmarkedet.
- Vi har lavet nye beregninger, der viser, at jo nyere bilen er, des større konsekvenser får det. Det er klart, at incitamentet til at købe en helt ny bil i stedet for en nyere brugt bil, er større, når den helt nye bliver billigere, lyder vurderingen fra Jan Lang, der er PR-ansvarlig hos BilBasen. Dog regner han ikke med, at det på sigt vil betyde færre brugte biler til salg.
- Det er min helt klare opfattelse, at der fremover vil komme øget handel både med nye og brugte biler. Man kan sige, at for dem, der skal købe en bil, så er det jo rigtigt gode nyheder. Men hvis du skal sælge en bil, så kan du på kort sigt forvente et vist værditab, siger Jan Lang fra BilBasen.
Bilbasen vurderer også, at der netop nu er et underudbud af brugte biler. Derfor bliver biler, som er mere end fire år gamle, næppe berørt i så høj grad af den nye finanslov.
Så meget falder din brugte bil i værdi:
- Alle brugte biler til en værdi af over 165.000 ventes at blive i gennemsnit 17.000 kroner mindre værd.
- Er din bil 0-1 år gammel, så ventes dens værdi at blive forringet med 4-5 procent.
- Er din bil 1-2 år gammel, så falder den 3-4 procent.
- Hvis din bil er 2-3 år gammel, så bliver den 2-3 procent mindre værd.
- Er din bil ældre end fire år gammel, så ventes den ikke at falde yderligere i værdi.
Kilder: BilBasen og Bilinfo.
/ritzau/FOKUS