Se og Hør-sagen: Advokater lider nyt nederlag
Inden for et døgn har advokater i Se og Hør-sagen to gange fået afvist forsøg på at bremse anklagemyndigheden.
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen gik forrest i advokaters forsøg på at få specialanklager Morten Frederiksen fjernet fra Se og Hør-sag.
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen gik forrest i advokaters forsøg på at få specialanklager Morten Frederiksen fjernet fra Se og Hør-sag. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix/arkiv


Den primære anklager i den meget omtalte Se og Hør-sag om systematisk overvågning af kendte og kongelige får lov at blive på sagen.

Dermed afviser Retten i Glostrup de tiltalte advokaters påstand om, at specialanklager Morten Frederiksen er inhabil.

Advokaterne med forsvarer Michael Juul Eriksen i spidsen hævdede ellers, at specialanklageren havde trådt gevaldigt forkert.

Fejlen bestod ifølge de seks advokater i, at Frederiksen efter retssagens første retsdag 9. september havde ladet en journalist afskrive navne fra en liste over 114 kendte.

Navne, som den såkaldte tys-tys-kilde angiveligt kunne levere oplysninger til Se og Hør om.

Godt nok var listen under retsmødet tidligere på dagen blevet vist på en storskærm for alle tilhørere. Men alligevel hævdede advokaterne, at der var tale om bilagsmateriale af fortrolig karakter, som ikke måtte udleveres til pressen.

Omvendt insisterer Morten Frederiksen på, at han var i sin gode ret til at dele indholdet af listen. Og efter cirka 30 minutters votering vælger retten da også at blåstemple hans adfærd.

- Den fremviste liste blev vist for alle på monitorer i et åbent retsmøde, og den indeholder ikke fortrolige oplysninger. Der er således ikke oplyst omstændigheder, der giver anledning til at mene, at anklageren er inhabil, siger retsformand Mette Lyster Knudsen.

Afgørelsen kommer, mindre end et døgn efter at en anden retsinstans afviste de seks advokaters protester i et andet spørgsmål.

Onsdag eftermiddag fastslog Østre Landsret således, at tre tilståelsessager i sagskomplekset om Se og Hør ikke skal gå om. Det var ellers advokaternes håb.

Tidligere nyhedschef Lise Bondesen, tidligere redaktionschef Kim Bretov og udgiveren Aller tilstod 25. august, at de havde overtrådt straffeloven i Se og Hør-sagen.

Ifølge advokaterne giver tilståelserne imidlertid ingen mening, da der efter deres opfattelse slet ikke er sket noget strafferetligt forkert.

Deres seks klienter, herunder tre tidligere chefredaktører, nægter sig skyldige.

/ritzau/

Se og Hør-sagen

Otte tidligere Se og Hør-medarbejdere og mediehuset Aller har været tiltalt i sagen om Se og Hørs uberettigede brug af personoplysninger:

De tiltalte i sagen, der begynder den 9. september, er:

Chefredaktørerne Henrik Qvortrup og Kim Henningsen

Udgiverdirektør og fungerende chefredaktør Per Ingdal

Journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen

En IBM-medarbejder, der ikke er stået frem og hvis navn ikke er oplyst

To tiltalte og mediehuset Aller har tilstået deres rolle i sagen og fået deres dom.

Aller fik 50 dagbøder á 200.000 kr - en samlet bøde på 10 mio. kr.

Jourhavende/Nyhedschef Lise Bondesen fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Lise Bondesen er nu direktør og chefredaktør på Avisen.dk/UgebrevetA4.

Redaktionschef Kim Bretov fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.