Taxikrig
Se kortet: Her er Uber i konflikt med loven
Taxa-appen Uber er i konflikt med loven i 71 lande, byer og delstater verden over fordelt med 41 kørselsforbud, 12 store bødesager og 18 retssager. Det viser en opgørelse foretaget af Fagbladet 3F.
På kortet kan du klikke på de forskellige steder, hvor Uber er i konflikt med loven. Zoom eventuelt ind for bedre at kunne navigere. Kilde: Fagbladet 3F


Taxa-appen Uber er i konflikt med loven i 71 lande, byer og delstater verden over fordelt med 41 kørselsforbud, 12 store bødesager og 18 retssager. Det viser en opgørelse foretaget af Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F har har på baggrund af en rapport fra ITF, Internationalt Transportarbejder Forbund, lavet en optælling med et verdenskort over i hvilke lande, byer og delstater i verden, Uber har fået bøder, kørselsforbud eller, hvor der verserer eller er retssager på vej.

De danske myndigheder har endnu ikke afgjort, hvorvidt Ubers forretningsmodel er ulovlig i Danmark. Men en række Uber-chauffører er blevet sigtet af Københavns Politi for overtrædelse af taxiloven og taxibekendtgørelsen.

De første sager kommer for en domstol i slutningen af april. Allerede i 2014 blev selskabet bag Uber-appen politianmeldt af Trafik-styrelsen for ulovlig taxakørsel og overtrædelse af personbefordringsloven.

Formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen understreger, at Uber set med hans øjne er ulovlig pirat-taxakørsel.

- Både myndigheder og politikere griber ind overfor Ubers forretningsmodel i land efter land. Danmark står ikke alene med retssager. Og hvis det kommer til yderligere indgreb er Danmark heller ikke alene, siger Jan Villadsen.

- Eneste forskel på private bilister, der prajer kunder på ulovlig vis i nattelivet, er, at Uber henter kunder via en App. Og at Uber tager 20 procent af omsætningen, uddyber han.

Uber: Sager skyldes juridiske udfordringer

Fagbladet 3F har forelagt opgørelsen over de mange sager for Uber og fået mailsvar fra  
Oliver Carrà, Communications Lead Nordic. 

"Der har været nogle juridiske udfordringer med nogle af vores tjenester. De udfordringer er opstået på grund af love, der blev udformet før internettet og smartphones, for slet ikke at tale om Uber. Den præsenterede optælling er dog en betydelig overdrivelse," skriver han i en svaret. 

På spørgsmålet om Uber har nogen planer om at droppe sine aktiviteter i Danmark set i lyset af opgørelsen, svarer Oliver Carrà ifølge Fagbladet 3F blandt andet:

"Vi investerer i øjeblikket i Danmark som aldrig før. Vi har et voksende teknologicenter for udvikling af software, hvor nogle af landets bedste udviklere og teknikere arbejder på at gøre Uber endnu bedre både for danske brugere samt for brugere verden." 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.