Sommeren står for døren, og de fleste glæder sig til at holde en velfortjent ferie. Men det er sjældent, at alle kollegaerne tager på ferie på samme tid.
Kun hver sjette virksomhed holder helt lukket i en del af sommerferien. Det skriver Lederne.
Ifølge en undersøgelse blandt 2.345 adspurgte ledere er 85 procent af virksomhederne klar til at betjene kunder og samarbejdspartnere, selvom det er juli og august.
"Vores undersøgelser viser, at andelen af virksomheder, der lukker enten afdelinger eller virksomheden ned i en del af sommerferien, ligger på et stabilt, lavt niveau. Den globale konkurrence gør, at det rent økonomisk er en dårlig og dyr idé for de fleste virksomheder at lukke hele forretningen ned i én eller flere uger. Og i forhold til ferieplanlægningen er det også vurderingen i hovedparten af virksomhederne, at medarbejderne ønsker en vis fleksibilitet til at kunne lægge ferien på forskellige tidspunkter," siger analysechef hos Lederne Kim Møller Laursen.
Ifølge undersøgelsen er det mest almindeligt at holde lukket inden for industrien, hvor 26 procent holder ferielukket i en periode. Derimod er der færrest, der holder lukket inden for handel og transport. Her er det kun tre procent, der holder ferielukket.