Se her hvornår motorvejsspærring ophører
Bilisterne kan fra onsdag igen køre på Helsingørmotorvejen. Det oplyser Vejdirektoratet efter brooprydning.
Helsingørmotorvejen åbner igen onsdag efter lørdagens brokollaps.
Helsingørmotorvejen åbner igen onsdag efter lørdagens brokollaps. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Vejdirektoratet oplyser på Twitter, at Helsingørmotorvejen åbnes, før myldretiden sætter ind onsdag morgen. Motorvejen E47 åbnes i begge retninger efter bro-oprydning.

- I morgen tidlig er motorvejen åben, og senere i dag kan vi sige, om vejen bliver klar til at blive åbnet senere i dag, siger Erik Stoklund Larsen, projektchef i Vejdirektoratet, tirsdag morgen til DR Nyheder.

Helsingørmotorvejen har siden lørdag aften været spærret, efter at en bro styrtede delvist sammen over motorvejen. Men nu er oprydningsarbejdet nået så langt, at bilister atter kan se frem til at kunne køre hele vejen til og fra arbejde på motorvejen fra onsdag morgen.

Ulykkesstedet blev frigivet af politiet søndag eftermiddag, og siden har Vejdirektoratet og dets entreprenører arbejdet i døgndrift med mange maskiner på at få vejen ryddet og gjort klar til trafikanterne igen.

Hvorfor broen kollapsede, er der fortsat ingen forklaring på. Og Erik Stoklund Larsen har tidligere sagt til Ritzau, at politiet nu har nedsat en ekspertgruppe, der skal granske brokollapset.

Motorvejen har været lukket, efter at broen ved Egebækvej ved Nærum lørdag aften styrtede delvist sammen i forbindelse med støbearbejde. Trafikanterne er de seneste par dage blevet rådet til at køre hjemmefra i god tid på grund af udsigt til kø på omkørselsvejene.

Strækningen er en af de mest befærdede i Danmark. Godt 80.000 biler benytter sig af motorvejen i løbet af et døgn.

Og for at undgå for lange bilkøer har DSB samtidig indsat ekstra togvogne på Kystbanen for at have kapacitet nok, hvis flere vælger at tage offentlig transport til arbejde i stedet for bilen.

Samtidig kan pendlere med periodekort mellem Helsingør og København benytte S-toget.

- Vi forsøger at skabe plads til de ekstra kunder, der måtte vælge at tage toget tirsdag, siger informationschef i DSB, Tony Bispeskov.

Han fortæller, at erfaringerne fra mandagens trafik er, at kunderne har været tilfredse med DSB's løsning med de ekstra togvogne, der skal skabe bedre plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.