Se her boligejer: Sådan undgår du massivt skattesmæk
Boligejere jubler over rekordlave renter, men glæden bliver kort, hvis ikke man har styr på skattereglerne.
Mange danske boligejere står til et gevaldigt skattesmæk efter lånerenten er faldet.
Mange danske boligejere står til et gevaldigt skattesmæk efter lånerenten er faldet. Foto: Colourbox/free


Mange boligejere godter sig i øjeblikket over de rekordlave renter på boliglånene. Men det smørrede smil kan hurtigt blive tørret af, hvis Skat ikke bliver informeret om de færre renteudgifter.

Skat er i øjeblikket ude og advare de mange boligejere i Danmark, som har draget fordel af den lave rente og har omlagt deres lån.

- Lige nu er der en kæmpe bølge af lånekonverteringer, som flytter sindssygt mange penge. Det bliver til rigtigt mange penge i restskat, for rentefradraget ligger i toppen over, hvad folk glemmer at rette, siger Richard Hanlov, der er udviklingsdirektør hos Skat til Politiken.

Han vurderer, at de mange boligejere står til et solidt skattesmæk, hvis ikke de retter de nye renteudgifter hos Skat, så de svarer til det, man som boligejer reelt betaler.

Tal fra det uafhængige realkredit-rådgivningsfirma, RealRåd, viser, at skattesmækket kan ende på mange tusinde kroner, når Skat gør regnskabet op for 2015.

- Før lå fradraget for et F3-lån på en million kroner på cirka 8400 kroner. Men med den lave rente ligger fradraget nu omkring 4300 kroner. Altså kommer man til at betale 4100 for lidt i Skat, oplyser realrådgiver Charlotte Ejlertsen til Newspaq.

Og de boligejere, der har omlagt til et F5-lån, kommer til at punge endnu mere ud, hvis de glemmer Skat.

Her viser regnestykket, at fradraget falder fra 13.800 kroner til 4.700 kroner, og at man derfor står til et skattesmæk på næsten 9100 kroner, for hver million man har lånt.

Ifølge Richard Hanlov fra Skat ligger renteudgifterne i toppen af listen over ting, som danskerne glemmer at melde til Skat, fordi mange tror, at Skat ganske automatisk opdaterer ens låneforhold. Så boligejerne styrer direkte mod et skattesmæk, hvis ikke de retter forskudsopgørelsen.

Den kan dog hurtigt rettes over nettet.

Gå ind på tastselvskat.dk og vælg "Ret forskudsopgørelse for 2015". I rubrik 42 kan man ændre renteudgifterne, så man ikke ender med skattesmækket. Er man ikke klar over, hvad ens renteudgifter for 2015 er, kan man få det at vide hos realkreditinstituttet.

De seneste år er danskerne blevet ramt af skattesmæk for over seks milliarder kroner.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.