Deodorant og antiperspirant er en daglig del af danskernes hygiejne, også selv om produkterne risikerer at indeholde adskillige skadelige stoffer for dig, din hud og dine luftveje. Uanset om du er allergiker eller ej.
- Der findes jo stadig en hel masse deodoranter, som endnu ikke er blevet gennemtestet. Vi aner reelt ikke, hvad der er i de mange produkter, som ikke er mærket. Det betyder ikke, at de nødvendigvis er skadelige, men det er heller ikke bevist, at de ikke er, fortæller Anne Holm Hansen, vicedirektør for Astma-Allergi Danmark.
Listen over potentielt skadeligt indhold er lang og foruroligende. Parfume, aluminium, triclosan og parabener samt en lang række stoffer, der er mistænkt for at have en hormonforstyrrende virkning. Og det er let at komme til at svede, når man skal vælge den rette deodorant fra hylderne i supermarkedet.
Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler, at man kigger efter de tydelige mærkater, der skal gøre det lettere for danskerne at slippe for parfume, farvestoffer og andre ingredienser, der kan være skadelige for både allergikere og alle andre.
- Den lette løsning er at gå efter "Svanemærket" og Astma-Allergi Danmarks "Den Blå Krans," hvis man vil undgå de stoffer, som vi med sikkerhed ved, har en allergifremkaldende og skadelig effekt. Hvis folk ikke vil læse hele listen over skadelige stoffer på vores hjemmeside, så råder vi i det mindste til, at man går efter de eksisterende mærkninger, lyder det fra Stine Müller, som er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.
Til sidst foreslår både Astma-Allergi Danmark og Forbrugerrådet Tænk Kemi, at man helt fravælger at bruge deodoranter på spray, da disse indeholder langt flere skadelige partikler end roll-deodoranter. Partiklerne kan skade dine luftveje, når du indånder dem. Desuden er spraybeholderne ekstremt belastende for miljøet og bør ikke engang smides ud med almindeligt affald.
- Undgå deodorant som spray. De indeholder partikler, der kan skade dine luftveje.
- Der findes mange deodoranter på markedet, der endnu ikke er testet. Vil du vide dig sikker på, at undgå skadelige kemikalier, så vælg "svanemærket" eller "Den Blå Krans".
- Forbrugerrådet Tænk har for nyligt teste 115 forskellige deodoranter. Hver femte var et godt valg, mens hver tredje indeholdt stoffer, der var allergifremkaldende. Undersøgelsen kan ses via kemi.taenk.dk.
- Miljø- og Fødevareministeriet har også skrevet en anbefaling til deodoranter. Den kan findes via mst.dk/groenne-tips.
Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet, Forbrugerrådet Tænk, Astma-Allergi Danmark.
UDVID
/ritzau/FOKUS