Omkring januar 2017 vil vi begynde at se flere hjemløse som følge af kontanthjælpsloftet, vurderer de hjemløses organisation SAND.
De giver ikke meget for regeringens nye sociale pejlemærker, hvor en af målsætningerne er, at færre skal være hjemløse.
SAND advarer om, at vi kommer til at se en helt ny gruppe hjemløse. Nemlig familier og enlige med børn, der ryger på gaden. Det skriver Avisen.dk i dag.
Allerede i sidste uge kom det frem, at kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen betyder, at cirka 11.800 personer, heraf cirka 7.000 børn mellem to og 17 år kommer til at leve under den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering opererede med, men som den nuværende regering har skrottet.
Det oplyste Beskæftigelsesministeriet i et svar til Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht. Svaret havde været mere end et halvt år undervejs.
Den nuværende regering anerkender ikke, den måde, den tidligere regering opgjorde fattigdom. Men har brugt formelen fra tidligere, fordi socialdemokraten Benny Engelbrecht har bedt konkret om det.
Kortet her viser, hvor mange flere børn der kommer under fattigdomsgrænsen, som følge af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.