Se billedet: Ulla Terkelsen græd i tv-studiet
Den garvede journalist kunne ikke holde tårerne tilbage, da Frankrigs præsident fredag holdt tale.
Talen gjorde også indtryk på den garvede tv-journalist Ulla Terkelsen, der kommenterede begivenheden på TV 2 News.
Talen gjorde også indtryk på den garvede tv-journalist Ulla Terkelsen, der kommenterede begivenheden på TV 2 News. Foto: Scanpix/arkiv


Fredag er det to uger siden, at en række terroranslag lammede Paris og sårede og dræbte flere hundrede mennesker.

I den forbindelse talte Frankrigs præsident Hollande til en stor mindehøjtidelighed med ofrenes familier og tilskadekomne ved militærkvarteret Les Invalides i Paris.

Talen gjorde også indtryk på den garvede tv-journalist Ulla Terkelsen, der kommenterede begivenheden på TV 2 News. Mens medvært Frederikke Ingemann simultanoversatte til seerne, sad vært Karen-Helene Hjort og Ulla Terkelsen og ”tudede om kap”.

Det skriver TV2 News-værtinden under et billede af de tre på fotodelingsmediet Instagram. På billedet er det tydeligt at se, at de tre er berørte af situationen.

20 minutter lang tale

I talen sagde præsident Hollande blandt andet at Frankrig vil reagere på angrebene ved at "synge flere sange" og gå til koncerter og på stadion med henvisning til Stade de France og spillestedet Le Bataclan, som begge blev ramt af angrebene.

Den franske præsident holdt en 20 minutter lang tale, som blev transmitteret på nationalt tv. Han lovede at ødelægge den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, som har taget skylden for angrebene.

- Vi vil ikke give efter for hverken frygt eller had, siger Hollande.

- Til jer alle lover jeg højtideligt, at Frankrig vil gøre alt for at ødelægge hæren af fanatikere, som har begået disse forbrydelser, siger han videre.

I alt mistede 130 livet efter angrebene fredag 13. november.

Ceremonien i Paris blev indledt med sange og billeder på storskærm af de døde.

- 130 skæbner er blevet stjålet, 130 grin vil aldrig blive hørt igen, siger præsidenten og tilføjer, at ofrene kom fra mere end 50 forskellige steder i Frankrig og 17 lande.

Slagtet fordi de var franskmænd

Størstedelen af de dræbte var under 35 år, da angrebene var rettet mod populære steder i nattelivet såsom barer, restauranter og et spillested.

- Det er, fordi de repræsenterer liv, at de blev dræbt. Det er, fordi de repræsenterer Frankrig, at de blev slagtet. Det er, fordi de repræsenterede frihed den dag, at de blev massakreret, siger han.

Den franske præsident opfordrede forud for talen det franske folk til at dække deres hjem med det franske flag, Tricoloren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.