Se billederne: Kendispar gifter sig i England
Med online invitationer til sine fans og under overværelse af kendisser giftede musikeren Elton John sig igen med manden David Furnish.
Musikeren Elton John og filmskaberen David Furnish kan nu igen kalde sig rette ægtefolk at være.
Musikeren Elton John og filmskaberen David Furnish kan nu igen kalde sig rette ægtefolk at være. Foto: Charles Sykes/CHARLES SYKES/INVISION/AP


December 2014 har været et sandt juleeventyr for musikeren Elton John og hans - i forvejen - mand, filmskaberen David Furnish.

Søndag den 21. december, præcis ni år efter at parret indgik registreret partnerskab, blev de nemlig gift. Den 67-årige hitmager inviterede alle sine fans med til den lykkelige begivenhed ved at dele romantiske billeder fra deres store dag på en helt nyoprettet Instagram-konto. Blandt andet billeder af menukortet, lykønskningerne og selve ceremonien. Alle billeder har fået hashtagget "Share the Love" - del kærligheden.

- Den perfekte slutning på en perfekt dag. Så mange søde tanker og lykønskninger, skriver Elton John til et af billederne. John og Furnish var iklædt matchende sorte jakkesæt, og Elton John havde selvfølgelig karakteristiske farvede solbriller på under selve ceremonien.

Med til brylluppet var familie og venner, som består af flere af de absolutte superkendisser. Blandt andet musikeren Gary Barlow, skuespilleren Hugh Grant og den tidligere fodboldspiller David Beckham og hans "Spice Girl", Victoria Beckham. Det skriver BBC.com.

Beckham-parrets fire børn var med til brylluppet, og her havde deres ældste søn, 15-årige Brooklyn, en særlig hilsen til sin gudfar, Elton John.

- Fantastisk dag med familien og specielle venner. Tillykke onkel Elton og onkel David, lød hilsnen fra Beckham-junior.

Furnish og John er i øvrigt fædre til sønnerne Zachary på tre og 23 måneder gamle Elijah, og de var med som ringbærere til den helt specielle dag.

Se alle billederne af det romantiske bryllup fra Elton Johns nyoprettede Instagram-profil: http://instagram.com/eltonjohn/

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.