Se bevæbnede civile tage sagen i egen hånd
Selvtægtsgrupper går fra dør til dør i den mexicanske by, hvor politiet er mistænkt for at have bortført eller dræbt et stort antal demonstranter.
Henter afspiller ...
/ritzau/


En konvoj med flere hundrede medlemmer af en mexicansk selvtægtsgruppe ankom tirsdag til byen Iguala, hvor seks studerende blev dræbt og 43 forsvandt ugen forinden efter voldsomme sammenstød med det lokale politi.

Flere af de civile mænd var bevæbnede, da de dukkede op i området, hvor indbyggerne efterhånden har mistet tiltroen til myndighederne. Mindst 30 betjente er blevet anholdt efter de studerendes forsvinden, og det har vakt stor bekymring, at der efterfølgende er blevet fundet en massegrav uden for byen, hvor mindst 28 forkullede lig er blevet gravet op. Myndighederne er stadig i gang med at undersøge ligene for DNA, og det er stadig ikke bekræftet, om der er en forbindelse til de savnede demonstranter.

Derfor har de bevæbnede medlemmer af selvtægtsgruppen besluttet sig for selv at foretage en eftersøgning, hvor de finkæmmer området og går fra dør til dør i jagten på de 43 forsvundne studerende. Medvirkende: Dvnsk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.