Scor kassen: Saml rav - prisen er tårnhøj
Ravklumper går for høje beløb ved auktionshusene - især kineserne er vilde med vores nordiske guld.
Smukt er det - og det kan også være mange penge værd.
Smukt er det - og det kan også være mange penge værd. Scanpix


Der kan være kolde kontanter at lune sig på efter en tur langs den forblæste vestkyst. Salget af rav fortsætter nemlig med at ske til høje priser.

Det skriver DR Syd i dag.

Det er især det kinesiske marked, der driver priserne op. Senest har auktionshuset Lauritz i Esbjerg annonceret med eksempler på rav, der er solgt til meget høje hammerslag op imod 100 kroner pr. gram.

Blandt andet er en klump rav blevet solgt for 40.000 kroner. Godt nok er det også en ordentlig basse på næsten et halvt kilo. Men raven er altså gode penge værd.

Vurderingskonsulent Ingelise Berg fra Lauritz i Esbjerg siger, at det er noget bestemt rav, som der er penge værd for tiden.

Sådan skal det se ud:

- Det skal være uden revner og af en vis størrelse. Så er det smykker, det vil sige halskæder med runde eller olivenformede stykker, siger hun til DR Syd.

Og det er ikke hvem som helst, der køber de gyldne klumper rav.

- Det er udenlandske opkøbere, der er meget grundige i udvælgelsen. De lyser igennem, og de undersøger det meget grundigt, fortæller hun.

Opkøberne er dog holdt op med at byde i blinde på alle typer rav, forklarer Ingelise Berg.

- Det har fundet et leje, hvor køberne godt ved, hvad det er, de kan sælge videre. Opkøberne sender enten en kurér, eller de kommer selv langvejs fra og kigger stykkerne igennem, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.