Scor kassen på dronningen
Hvis dronning Margrethe nævner F.C. København i sin nytårstale, er der mange penge at hente. Danske Spil er klar med årets odds til talen.
Hvis dronning Margrethe siger "abdicere", får man pengene 25 gange igen.
Hvis dronning Margrethe siger "abdicere", får man pengene 25 gange igen. Foto: STEEN OLE/Polfoto


Med ordene "Gud bevarer Danmark" slutter dronning Margrethe sin traditionsrige nytårstale af, hvor hun reflekterer over året, der er gået og ønsker befolkningen et godt nytår.

Hvad talen ellers rummer er en velbevaret hemmelighed, ind til klokken slår 18 på årets sidste dag, men nu kan man gætte sig til indholdet og endda tjene en skilling på det til sin slunkne, julegavelænsede konto.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse og offentliggør en del af årets ord, man kan spille på.

- Alle er meget spændte på, hvad dronningen kommer med i sin tale. Vi tror på, at verdenssituationen vil blive det overskyggende tema, og her er Syrien og flygtningestrømmen til Europa svær at komme udenom, påpeger oddssætter Jan Trier.

Blandt andet giver ordet "flygtninge" pengene 1,05 gange igen, mens fy-fy-ordet "abdicere" og et mere farverigt udtryk som "selfie" er sat til odds 25.

- Vi har gennemgået årets begivenheder og udvalgt de mest relevante ord, men historikken er også vigtig. Eksempelvis er der odds 1,75 at hente på "kronprinsparret", da det er cirka hver anden gang, at de bliver nævnt af dronningen, forklarer Jan Trier.

Der er ikke mange klejner at hente, hvis vores 75-årige regent siger ord som "Syrien", "verden" og "nytårsaften", men til gengæld klinger kassen, hvis man smider penge på "Uber", "F.C. København" og "Klovn Forever".

Hvis man satser en 50'er på de tre sidstnævnte, får man hele 15.000 kroner retur, hvis monarken nævner det.

I år afholder dronning Margrethe nytårstalen fra Fredensborg Slot, og Danske Spil har spilstop 29. december.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.