Scolari lukker skattesag i Portugal med millionforlig
Den tidligere portugisiske landstræner Luiz Felipe Scolari har betalt 22,4 millioner i forlig med skattevæsen.
Luiz Felipe Scolari har måttet hive det store checkhæfte frem for at komme af med en anklage om skattesvindel i Portugal.
Luiz Felipe Scolari har måttet hive det store checkhæfte frem for at komme af med en anklage om skattesvindel i Portugal. Foto: Leo Correa/AP


Luiz Felipe Scolari tjener lige nu millioner af kroner om året som træner i den kinesiske storklub Guangzhou Evergrande, men han har haft et uafklaret skatteforhold i Portugal gennem godt et år.

Skattemyndighederne i Portugal, hvor Scolari var landstræner fra 2002 til 2008, havde i sommeren 2014 anklaget den brasilianske træner for at have undladt at oplyse indtægter for 7,4 millioner euro (55,2 millioner kroner), men nu er der indgået forlig.

Ifølge AFP har Scolari betalt tre millioner euro (22,4 millioner kroner) til skattevæsnet i et forlig for at få lukket sagen.

Anklagen landede hos træneren en måneds tid inden VM i 2014, hvor han på hjemmebane skulle forsøge at føre Brasilien til triumf.

Det håb blev effektivt slukket af Tyskland i semifinalen, som rundbarberede værtsnationen med 7-1 på vejen til VM-triumfen.

I sin tid som portugisisk landstræner førte Scolari blandt andet holdet frem til EM-finalen i Portugal i 2004, hvor man tabte sensationelt til Grækenland, samt til VM-semifinalen i 2006 i Tyskland.

Han har også i en kort periode stået i spidsen for Chelsea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.