Scleroseramte ser frem til færre smerter med cannabis
Scleroseforeningen er tilfreds med, at sundhedsministeren vil lade læger udskrive cannabis i en prøveperiode.
Det har længe været et ønske blandt patienter med kræft og sklerose at få mulighed for at dulme deres smerter og gener med medicinsk cannabis. Arkivfoto.
Det har længe været et ønske blandt patienter med kræft og sklerose at få mulighed for at dulme deres smerter og gener med medicinsk cannabis. Arkivfoto. Foto: Marina Riker/AP


Efter flere års debat ser det ud til, at patienter med kræft og sklerose kan få medicinsk cannabis udleveret på lovlig vis.

I Scleroseforeningen er direktør Klaus Høm glad på sine medlemmers vegne.

- Det er super glædeligt, at det nu endelig ser ud til, at det bliver en mulighed.

- Det vil hjælpe de patienter, som konstant kramper op i spasmer, og som har meget stærke smerter. De har meget svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen, siger Klaus Høm.

I øjeblikket er de henvist til konventionel medicin, og selv om der allerede på det danske marked findes lovlig syntetisk fremstillet cannabis, så er der en gruppe af patienter, som ikke har gavn af nogen af delene.

Hvis de vil have den naturlige cannabis, er der kun den lokale hashklub eller Christiania:

- Dermed kriminaliserer de sig selv. Men det er i øjeblikket, den eneste måde at gøre det på, siger Klaus Høm.

Sidste år vedtog et flertal i Folketinget at tillade medicinsk cannabis, og i denne uge har sundhedsminister Sophie Løhde (V) præsenteret en model, hvor læger i en fireårig forsøgsperiode skal have lov til at udskrive cannabis.

Formanden for sundhedsudvalget, Liselott Blixt (DF), siger, at der dog stadig er en række uafklarede spørgsmål.

- Vi skal have klarlagt, hvor mange patienter, det kan blive relevant for. Men først og fremmest skal finansieringen på plads.

- Pengene skal findes, før vi kan komme i gang. Der følger ikke nye penge med, og derfor skal vi blive enige om, hvor i sundhedsvæsnet vi skal finde dem, siger Liselott Blixt.

For hende er det vigtigt, at tilbuddet bliver en mulighed for alle, uanset pengepung.

- Det må ikke blive sådan, at det kun er dem, der selv har råd.

Det er blandt andet Holland, som har inspireret de danske politikere. Her har medicinsk cannabis været lovligt i mere end ti år.

Foruden sclerosepatienter kan kræftpatienter i behandling med kemoterapi få gavn af cannabis, da den kan lindre kvalme. Det samme gælder for patienter med kroniske smerter opstået ved nerveskader.

Forventningen er, at omkring 1500 patienter vil kunne komme ind under forsøgsordningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.