Schweiz udleverer costaricaner til USA i Fifa-skandale
Eduardo Li fra Costa Rica er den fjerde person, der udleveres fra Schweiz til retsforfølgelse i USA.
Fire personer er nu udleveret fra Schweiz til USA i Fifa-skandalen, der i sidste uge også ramte præsident Sepp Blatter (billedet).
Fire personer er nu udleveret fra Schweiz til USA i Fifa-skandalen, der i sidste uge også ramte præsident Sepp Blatter (billedet). Foto: Michael Probst/AP


Det schweiziske justitsministerium har tirsdag besluttet at udlevere den tidligere formand for Costa Ricas fodboldforbund Eduardo Li til retsforfølgelse i USA.

56-årige Eduardo Li blev på foranledning af USA anholdt 27. maj på et luksushotel i Zürich forud for præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Det amerikanske justitsministerium mener, at Eduardo Li har taget imod bestikkelse i forbindelse med salget af marketingrettigheder af kvalifikationskampe forud for VM i Rusland i 2018.

Eduardo Li har 30 dage til at appellere beslutningen om at blive udleveret til USA.

Costaricaneren er den fjerde Fifa-person, der bliver udleveret fra Schweiz til USA, efter at skandalen brød ud i slutningen af maj.

Tidligere er den tidligere vicepræsident i Fifa, Jeffrey Webb, udleveret til New York, hvor han har erklæret sig uskyldig.

Derudover har Schweiz besluttet at udlevere Eugenio Figueredo fra Uruguay og Rafael Esquivel fra Venezuela.

I alt er 14 fodboldofficials og marketingfolk under amerikansk mistanke for korruption og hvidvask af penge til sammenlagt omkring en milliard kroner.

Sideløbende mistænker de schweiziske myndigheder Fifas afgående præsident, Sepp Blatter, for at have foretaget en illoyal betaling på to millioner schweizerfranc til Michel Platini, der er præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.