Schweiz udleverer brasiliansk Fifa-anklaget til USA
Tidligere brasiliansk fodboldboss er udleveret fra Schweiz til USA i Fifa-korruptionsskandalen.
José Maria Marin er den seneste Fifa-person, som Schweiz har udleveret til de amerikanske myndigheder i forbindelse med korruptionsskandalen.
José Maria Marin er den seneste Fifa-person, som Schweiz har udleveret til de amerikanske myndigheder i forbindelse med korruptionsskandalen. Foto: Felipe Dana/free


Schweiz valgte tirsdag at udlevere endnu en anklaget til USA i forbindelse med skandalen i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Denne gang var det den 83-årige tidligere brasilianske fodboldpræsident José Maria Marin, som blev ekspederet videre til de amerikanske myndigheder og fløjet til USA tirsdag.

For en uge siden indvilgede Marin i at blive udleveret til amerikanerne, og han var blandt de syv Fifa-personer, der blev arresteret i Zürich før præsidentvalget i verdensforbundet i slutningen af maj, hvor hele korruptionsskandalen rullede.

José Maria Marin stod i spisen for organisationskomitéen ved VM-slutrunden i Brasilien i 2014. Han er ifølge dpa anklaget for at acceptere millioner af dollar i bestikkelse i forbindelse med afviklingen af sydamerikanske fodboldturneringer, og han er derudover anklaget for pengeafpresning.

Senest meddelte det schweiziske justitsministerium, FOJ, at man havde godkendt at udlevere den tidligere præsident for fodboldforbundet i Nicaragua Julio Rocha, som fik 30 dage til at appellere afgørelsen.

Tidligere er også Costas Takkas fra Caymanøerne samt den tidligere vicepræsident i Fifa, Jeffrey Webb, udleveret til USA, hvor Webb har erklæret sig uskyldig.

De schweiziske myndigheder har derudover godkendt udleveringen af Eugenio Figueredo fra Uruguay, Rafael Esquivel fra Venezuela og Eduardo Li fra Costa Rica.

I alt er 14 fodboldofficials og marketingfolk under amerikansk mistanke for korruption og hvidvask af penge til sammenlagt omkring en milliard kroner.

Sideløbende er Fifas afgående præsident, Sepp Blatter, og vicepræsident, Michel Platini, suspenderet i 90 dage, mens Fifas etiske komité undersøger en mistænkelig pengeoverførsel mellem de to fodboldpolitikere.

Der afholdes ekstraordinært præsidentvalg i Fifa den 26. februar, hvor otte personer har meldt deres kandidatur.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.