Schweiz kan få guldprisen til at eksplodere
Vælgerne i Schweiz stemmer om at tvinge nationalbanken til at købe stort ind for at øge reserverne af guld.
Schweizerne stemmer om at gøre det til en lov, at mindst 20 procent af reserverne i SNB, den schweiziske nationalbank, altid skal bestå af guld.
Schweizerne stemmer om at gøre det til en lov, at mindst 20 procent af reserverne i SNB, den schweiziske nationalbank, altid skal bestå af guld. Colourbox


Guldmarkedet risikerer at slå en koldbøtte, når stemmerne fra folkeafstemningen i Schweiz søndag er talt op.

Trodser vælgerne råd fra landets ledere og økonomer, og følger i stedet indstillingen fra kampagnen "Red Vort Schweiziske Guld", så bliver der stormløb på guldsælgere verden over.

Schweizerne stemmer om at gøre det til en lov, at mindst 20 procent af reserverne i SNB, den schweiziske nationalbank, altid skal bestå af guld.

Meningsmålingerne siger, at forslaget falder. En måling for en uge siden sagde ifølge avisen The Guardian, at 44 procent vil stemme nej, mens 38 procent vil stemme ja. Men 15 procent af vælgerne var i vildrede og havde ikke besluttet sig.

En senere måling siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at 47 procent siger nej, mens 38 procent siger ja.

Tager vælgerne fusen på målingerne, vil der ske ting og sager. Analytikere, som The Guardian har talt med, vurderer, at prisen per ounce - 28,4 gram - vil stige med 50 dollar, eller omkring 300 kroner.

Et ja vil pålægge SNB at hende det guld hjem, som Schweiz har liggende rundt om i verden. Det vil betyde, at SNB kan samle 1040 ton.

Det er ikke nok til at nå op på 20 procent af reserverne. The Guardian skriver, at SNB må ud på markedet og købe yderligere 1500 ton. Nyhedsbureauet dpa skriver, at der skal købes 1800 ton.

Den årlige produktion i alverdens guldminer er omkring 2500 ton.

I øjeblikket er guldprisen lav.

Analytikere har på det seneste sagt, at Rusland har købt stort ind af det billige guld. Ruslands økonomi er lige nu meget presset på grund af den lave oliepris, den pressede rubel og sanktionsstriden med Vesten på grund af Ukraine-konflikten.

Men stemmer schweizerne ja, og guldprisen eksploderer, vil det lune betydeligt i finansministeriet i Moskva.

I Schweiz kan alle organisere en folkeafstemning. Der kræves blot 100.000 underskrifter. Den gruppe, der står bag initiativet med guld-afstemningen, argumenterer med, at en stor ladning guld i centralbankens kælder kan skærme Schweiz for negativ påvirkning udefra.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.