Schöne sparker Ajax til gruppesejr i Europa League
Ajax tager førstepladsen i gruppe G efter sejr over Panathinaikos i et opgør, hvor Lasse Schöne scorede.
Lasse Schöne scorede et flot mål på direkte frispark, da Ajax besejrede Panathinaikos i Europa League.
Lasse Schöne scorede et flot mål på direkte frispark, da Ajax besejrede Panathinaikos i Europa League. Foto: Olaf Kraak/AFP


Danske Lasse Schöne stjal billedet, da Ajax torsdag sikrede sig førstepladsen i gruppe G i Europa League.

Den blev en realitet, da Panathinaikos blev besejret 2-0 i Amsterdam i et opgør, hvor danskeren gjorde det til 1-0 på et direkte frispark i første halvleg.

Dermed topper Ajax gruppen med 13 point inden sidste gruppekamp, hvor også spanske Celta Vigo deltager.

Celta Vigo måtte hjemme nøjes med 1-1 mod Standard Liege, der fik lov at udligne med ni minutter igen af opgøret. Det betyder, at både Standard Liege og Celta Vigo har seks point inden sidste gruppekamp.

Både Daniel Wass og Pione Sisto var med fra start hos spanierne, mens Standard Liege havde Alexander Scholz med i forsvaret.

Iago Aspas strøg igennem gæsternes forsvar i første halvleg og scorede Celta Vigos mål, før Konstantinos Laifis udlignede mod slutningen af opgøret.

Hos Ajax var Kasper Dolberg placeret på bænken, men det skyldtes næppe utilfredshed med den unge danske angrebskomet, der senest scorede hattrick for Ajax i weekendens 5-0-sejr over NEC Nijmegen.

De tre scoringer gjorde Dolberg til delt topscorer i Æresdivisionen med otte sæsontræffere indtil videre.

I Dolbergs fravær var det så i stedet landsmanden Lasse Schöne, der fik mulighed for at brillere, og det gjorde den 30-årige danske midtbanespiller, da han kanonerede Ajax foran fem minutter før pausen på det direkte frispark.

Bolden røg i mål efter et lumsk skud, der snød Panathinaikos-keeper Luke Steele.

Kenny Tete scorede det sidste mål for Ajax, mens Schöne lod sig udskifte før de sidste 20 minutter.

Pierre-Emile Højbjerg var med fra start for Southampton, der ude tabte 0-1 til Sparta Prag. Højbjerg bad selv om at blive udskiftet efter 55. minutter, efter at han satte sig ned på banen med, hvad der lignede en skade.

Det skete efter en anonym indsats af danskeren, der kan se Sparta Prag vinde gruppe K, mens andenpladsen i gruppen stadig ikke er afgjort.

Her skal Southampton møde Hapoel Beer Sheva i et opgør, der afgør andenpladsen i sidste runde.

Inter kan ikke længere avancere, da israelerne hjemme vandt 3-2 over italienerne.

Gent og Lasse Nielsen fik 2-2 hjemme mod portugisiske Braga i gruppe H. Her har Gent stadig mulighed for at snuppe andenpladsen i gruppen foran Braga.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.