Schmidt-Nielsen: TV2 blander krig og terror med fjolledans
Johanne Schmidt-Nielsen ærgrer sig over at medvirke i reklame for TV2-program. Den er ikke okay, mener hun


Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, opfordrer TV2 til at trække en kort reklamefilm for et af stationens programmer tilbage. Schmidt-Nielsen medvirker selv i den korte film, der gør reklame for en såkaldt årskavalkade.

- Videoen er ærlig talt langt ude. Den blander fjolledans med terror, flygtninge og maskingeværer. Det er respektløst. Ikke mindst overfor de mange, der har mistet. Det fremstår som lallende ligegyldighed, skriver Johanne Schmidt-Nielsen på sin facebookprofil.

Filmen er bygget op over sangerinden Mø og hendes hit "Lean On". Sammen med Mø ses ud over Johanne Schmidt-Nielsen også den radikale leder Morten Østergaard i en form for dans.

Men ind imellem er klippet billeder fra nogle af de mest dramatiske begivenheder i årets løb, blandt andet billeder af flygtninge, pigtråd og en mand iført en T-shirt med skriften "Je suis Charlie", der er en reference til angrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det er denne sammenblanding, Johanne Schmidt-Nielsen kritiserer.

- Det er ikke okay. Jeg burde have bedt om at godkende videoens indhold, før jeg sagde ja til at være med. Det troede jeg ikke var nødvendigt til et TV2 program, om året der gik. Dumt af mig, skriver hun.

Hun oplyser, at hun har kontaktet TV2 og foreslået dem at trække filmen tilbage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.