Schmeichel viftet om næsen med fornem pris
Christian Benteke er kåret som månedens spiller i Premier League foran blandt andre Kasper Schmeichel.
Kasper Schmeichel var blandt de seks nominerede til prisen som bedste spiller i Premier League i april.
Kasper Schmeichel var blandt de seks nominerede til prisen som bedste spiller i Premier League i april. Foto: Darko Vojinovic/AP


Danmarks landsholdsmålmand Kasper Schmeichel må nøjes med nomineringen som bedste spiller i Premier League i april.

Danskeren var blandt de seks nominerede, men Leicester-målmanden måtte se Aston Villa-angriberen Christian Benteke vinde den fornemme hæder.

Benteke scorede senest to gange, da Aston Villa i weekenden slog Everton 3-2. I april scorede han hattrick i 3-3-kampen mod Queens Park Rangers og scorede sejrsmålet til 1-0 ude over Tottenham.

Det er første gang siden 2008, at prisen tilfalder en spiller fra Aston Villa. Dengang i 2008 gik den til Ashley Young.

To Leicester-spillere var nomineret. Både Schmeichel og holdkammeraten Jamie Vardy blev altså forbigået.

Derimod blev deres manager, Nigel Pearson, hædret som månedens manager efter en måned, der undervejs bød på fire sejre i træk. Leicester er avanceret fra sidstepladsen til en position over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.