Schmeichel om Leicester-triumf: "Det er surrealistisk"
Kasper Schmeichel kan stadig ikke fatte, at han kan skrive engelsk mester på sit målmands-cv.
Kasper Schmeichel kan stadig ikke helt forstå, at han kan kalde sig engelsk mester sammen med Leicester City.
Kasper Schmeichel kan stadig ikke helt forstå, at han kan kalde sig engelsk mester sammen med Leicester City. Foto: Jonathan Brady/AP


Det er tre dage siden, at fodboldspillerne i Leicester City kunne bryde ud i jubel, da Tottenhams 2-2-resultat mod Chelsea gjorde Kasper Schmeichel og holdkammeraterne til nyere tids mest overraskende Premier League-vinder.

Men selv om den danske målmand nu har haft flere dage til at nyde triumfen, så er det endnu ikke helt gået op for ham.

- Nej. Jeg tror, det kommer til at tage tid, førend det går op for mig, siger Schmeichel i et tv-interview på klubbens twitterprofil.

Den danske landsholdsmålmand fremhæver igen sammenholdet, da han skal sætte ord på det sensationelle mesterskab.

- Det er en fantastisk gruppe fyre (på holdet, red.). Holdånden har været fantastisk. Det viser, hvad du kan opnå med hårdt arbejde, og når alle er på samme side. Alle kommer godt ud af det med hinanden både på og uden for banen, siger Schmeichel.

- Det er surrealistisk, og jeg er beæret over at være en del af det, slutter han.

Der resterer fortsat to spillerunder i Premier League, men med et forspring på syv point ned til Tottenham på andenpladsen, kan Leicester ikke hentes.

Leicester møder lørdag Everton på hjemmebane, hvor spillerne kan modtage hjemmepublikums hyldest for første gang, siden titlen kom i hus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.