Schmeichel er forberedt på alt mod Ronaldo
Kasper Schmeichel kommer på en stor opgave, når han står over for Cristiano Ronaldo torsdag aften.
Cristiano Ronaldo scorede det enlige mål på hovedstød, da Portugal vandt i Telia Parken sidste år.
Cristiano Ronaldo scorede det enlige mål på hovedstød, da Portugal vandt i Telia Parken sidste år. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Til hverdag står Kasper Schmeichel over for klassespillere, når han er i aktion for Leicester i den engelske Premier League, men torsdagens udfordring kan sætte de fleste i skyggen.

Her venter nemlig EM-kvalifikationskampen mod Portugal og dermed endnu et møde med superstjernen Cristiano Ronaldo, der i en årrække har været en af verdens farligste målskytter.

- Han er en verdensklassefodboldspiller. Som målmand må du bare vente og se, hvad der kommer imod dig. Du skal være forberedt på alt.

- Alle har jo set Ronaldo spille, så man ved, hvad han kan, men det er jo ikke ensbetydende med, at man også kan stoppe ham. Jeg har en god idé om, hvad der kræves, men som målmand kan du aldrig vide, siger Kasper Schmeichel.

Da Portugal for et år siden vandt den omvendte kamp i København, var det netop Cristiano Ronaldo, der sørgede for det afgørende mål i dommerens overtid.

Det var på hovedstød, men Real Madrid-stjernen kan afslutte på så mange måder, at det er umuligt at forudse, hvad der venter.

- Du kan ikke rigtig forberede dig på ham, for du ved ikke, hvad han gør i en given situation. Han har lavet mange mål i denne EM-kvalifikation, men det kræver også dygtige medspillere, så det er farligt kun at fokusere på ham, påpeger Kasper Schmeichel.

Kampen mellem Portugal og Danmark spilles torsdag aften 20.45.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.