Schmeichel: City er måske større end United
Peter Schmeichel vurderer, at Manchester City har overhalet Manchester United før søndagens derby.
Peter Schmeichel mener, at Manchester City lige nu er den største klub i byen.
Peter Schmeichel mener, at Manchester City lige nu er den største klub i byen. Foto: SMETANA CECILE/free


De engelske mestre fra Manchester City er ifølge målmandslegenden Peter Schmeichel den største klub i Manchester for tiden.

Vurderingen kommer forud for søndagens lokalbrag i Premier League mellem City og Manchester United, der er faldet lidt af på den igennem det seneste år.

Schmeichel har et tilhørsforhold til begge klubber, da han optrådte i otte år for United, inden han sluttede karrieren af i 2002/03 i City.

- Da jeg spillede i United, var kampene mod Liverpool og Leeds de store kampe. City var ikke en konkurrent på det tidspunkt. Det var tre point, vi bare skulle tage.

- Nu er det selvfølgelig anderledes. City er mestrene, og de vandt Premier League for anden gang i sidste sæson.

- Lige nu er det måske end større klub end United, så kampens betydning har ændret sig, siger Peter Schmeichel til BBC.

Den 50-årige dansker husker fra sit år i City, at duellerne mod United var sæsonens største kampe.

Manchester United hyrede efter sidste sæsons skuffende syvendeplads Louis van Gaal som manager, og hollænderen har hentet en lang række profiler til. Blandt andre Angel Di Maria i Real Madrid og Monaco-angriberen Radamel Falcao.

Peter Schmeichel mener alligevel, at det halter i forsvaret, der har lukket 13 mål ind i ni kampe. I øjeblikket rækker det til en ottendeplads i Premier League.

- Der er fortsat meget arbejde at gøre for Louis van Gaal. Hans sommerkøb var gode, spændende og opløftende for fansene. Det giver en tro på tingene. Men der skal strammes op i forsvaret. Man vinder ikke noget, hvis man lukker så mange mål ind.

- United køber normalt ikke ind om vinteren. De gjorde det sidste år, og det, tror jeg, sker igen i år. Der skal strammes op, og så kan de godt ende i top-fire, siger Schmeichel.

Han mener, at Uniteds 3-5-nederlag til Leicester City tidligere på sæsonen tegner et meget godt billede af situationen i storklubben.

- Manchester United har været meget svingende. De har forsvaret sig dårligt og senere meget godt. Scoret meget og så ikke så meget.

- Leicester-kampen var et godt eksempel. De var foran 1-0, 2-1 og 3-1, men tabte 3-5. Det er uhørt. Det er ikke sådan, United ønsker at være, fastslår Schmeichel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.