Schalke 04 vandt tirsdag overraskende med 4-3 på udebane over de regerende Champions League-mestre fra Real Madrid.
Selv om tyskerne havde flere muligheder for endnu en scoring, så er Schalke ude af CL efter et nederlag i Tyskland på 0-2 for tre uger siden.
Målscorer til 3-3 i tirsdagens opgør, Leroy Sane, mener, at tyskerne havde fortjent mere.
- Vi spillede meget godt. Vi var ikke bange og var gode med bolden. Vi skulle have scoret et mål mere.
- Nu er vi mere skuffede, end vi er glade. Det er meget sørgeligt, siger Leroy Sane til Uefas hjemmeside.
Forsvarsspilleren Benedikt Höwedes havde i slutfasen en god mulighed for at øge til 5-3, hvilket ville have sendt Schalke videre til kvartfinalerne.
Den rutinerede tysker mener, at der er grund til at være stolt over præstationen.
- Vi spillede en stor kamp. Vi var meget modige og blev ikke benovede over at spille mod et verdensklassehold som Real Madrid.
- Tillykke til mit hold. Vi fortjente mere i dag, siger Höwedes til Uefas hjemmeside.
/ritzau/