Schalke henter forstærkning i Manchester
Matija Nastasic kunne ikke tilspille sig en plads på de engelske mestres hold, så nu skal han til Schalke 04.
Matija Nastasic skal tørne ud for Schalke 04.
Matija Nastasic skal tørne ud for Schalke 04. Foto: Jon Super/AP


Manchester City sendte mandag en af klubbens marginalspillere til tysk fodbold.

De engelske fodboldmestre sender den serbiske forsvarsspiller Matija Nastasic til Schalke 04 på en aftale, der foreløbig gælder i resten af sæsonen.

Det meddeler Schalke 04 på klubbens hjemmeside. Aftalen er betinget af, at han består det obligatoriske lægetjek.

Klubberne er desuden blevet enige om, at Schalke får en købsoption på Matija Nastasic, der har kontrakt med Manchester City frem til sommeren 2017.

Midterforsvareren, der har spillet 16 A-landskampe for Serbien, kom til England i 2012, da Manchester City hentede ham i italienske Fiorentina.

Efter en succesfuld første sæson i England begyndte Matija Nastasic at få problemer, da han i den efterfølgende sæson rendte ind i en skade.

I denne sæson har serberen ikke spillet en eneste turneringskamp for Manchester City.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.