- Den første Saybia-plade blev jo en bragende succes. Så kom den ventede opfølger. Tre'eren lavede vi nærmest af nød, fordi vi ingen penge havde, og "Troen og Ingen" var en nødvendighed for mig at skrive - så dette er min første helt almindelige arbejdsplade, fortæller Saybia-forsangeren Søren Huss, da Ritzau taler med ham.
- "Oppefra og Ned" har jeg lavet, fordi jeg er musiker. Ikke så meget andet, siger han.
Det er også hverdagens temaer, livet som far og hverdagens tanker, der præger den nye plade. Temaer som optager Søren Huss til hverdag, på samme måde som den altoverskyggende sorg over at miste sin kæreste var, hvad der optog ham mest, da sangene til "Troen og Ingen" blev til i 2010.
Næsten fem år er der gået, siden Søren Huss mistede sin kæreste. Hun blev kørt ned af en højresvingende lastbil, da hun var på vej i vuggestuen med parrets datter, der på det tidspunkt var to år gammel. Kæresten døde på stedet, mens datteren overlevede ulykken.
Det er svært ikke at nævne sangerens tab, når hans musik skal i fokus. Det er Huss også selv helt klar over.
- Jeg var jo så åben i sangene og ved mine koncerter. Den tidligere plade var meget sårbar, og jeg var meget sårbar på det tidspunkt, siger han.
Noget af sårbarheden er væk på den nye plade, men det betyder ikke, at sangene er mindre personlige for Søren Huss.
- De handler jo stadig om, hvad jeg oplever og føler. Men nu er jeg så småt på vej videre og tilbage til en mere normal tilværelse, så det er mine sange også. Det er ikke mindre personligt, bare fordi jeg ikke sørger i hver eneste sang, forklarer han.
Som en fortsat påmindelse om at komme tilbage på hesten både professionelt og privat satte Huss det dogme op for sig selv, at "Oppefra og Ned" skulle have flere hurtige sange end tidligere album.
- Der er mere energi og fremdrift. Det falder mig ikke naturligt at være op-tempo, så sangene er også en form for fortsat selvudvikling og en måde at presse mig selv videre på, siger Huss.
Og med et tempofyldt hverdagsalbum og en tilværelse, der er på fode igen, har Søren Huss det efter egne ord "så godt som de fleste".
Hans album "Oppefra og Ned" rammer butikkerne den 15. oktober.