Saxo Bank standser millionstøtte til LA
Den faste økonomiske støtte, LA har fået fra Saxo Bank, er ophørt. Det meddeler partileder Anders Samuelsen.
Anders Samuelsen og resten af Liberal Alliance får ikke længere støtte fra Saxo bank.
Anders Samuelsen og resten af Liberal Alliance får ikke længere støtte fra Saxo bank. Foto: SMETANA CECILE/free


Saxo Bank støtter ikke længere Liberal Alliance økonomisk. Det meddeler partileder i Liberal Alliance Anders Samuelsen og Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen på Facebook.

I de seneste år har støtten til partiet været to millioner kroner om året. I valgåret 2015 var beløbet en million kroner, lyder det fra LA-lederen på Facebook.

Anders Samuelsen oplyser desuden, at planen siden folketingsvalget i 2011 har været, at støtten skulle ophøre efter det næstfølgende valg.

Det skyldes med Saxo Bank-direktørens ord, at Liberal Alliance nu kan klare sig selv.

- Jeg har bakket op og vil fremover bakke op om partiet efter bedste evne. Bankens støtte er ophørt efter dette valg, da partiet står solidt på egne ben nu, lyder det fra Lars Seier Christensen.

Hans vurdering bliver bakket op af Anders Samuelsen.

- Jeg kan 100 procent bekræfte Lars' udlægning - støtten har bestået i inspiration, loyalitet, knofedt og masser af velvilje og opmuntrende ord i selv de sværeste tider. Ikke ét krav om modydelser (forestil jer fagbevægelsen leve op til samme etik), skriver han.

Allerede i december sidste år varslede Liberal Alliances formand, at Saxo Bank formentlig snart ville stoppe sin støtte til partiet.

Og i den seneste Facebook-opdatering fra Anders Samuelsen er der også kun roser til bankdirektøren.

- Heldigvis er Lars selvfølgelig stadig - sagt med stolthed - en af mine absolut bedste venner. Et menneske, der har vist mig en tillid i de allersværeste stunder, som jeg ikke kan sætte ord på min taknemmelighed for, lyder det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.