Saxo Bank afviser kunders klager i valuta-strid
Kunder tabte millioner, da schweizerfrancen brød med euroen, men Saxo Bank nægter at have begået fejl.
Saxo Bank beskyldes af kunder for at have snydt dem, da de mistede millioner på schweizerfrancens løsrivelse fra euroen, men banken afviser at have gjort noget galt. Arkivfoto
Saxo Bank beskyldes af kunder for at have snydt dem, da de mistede millioner på schweizerfrancens løsrivelse fra euroen, men banken afviser at have gjort noget galt. Arkivfoto Foto: Saxo Bank/free


Den danske investeringsbank Saxo Bank afviser påstanden om, at den snød sine kunder, da den schweiziske nationalbank (SNB) 15. januar brød sin fastkurspolitik over for euroen.

Den overraskende beslutning gav massevis af Saxo Banks kunder tab, der samlet kan løbe op i 700 millioner kroner, skriver Berlingske Business.

Ifølge avisen føler en række Saxo Bank-kunder fra både ind- og udland sig snydt af banken og har i desperation kontaktet Finanstilsynet og bedt om hjælp.

Klagerne har ført til, at Finanstilsynet nu i et brev stiller spørgsmål ved, om Saxo Bank agerede hurtigt nok og benyttede de korrekte afregningskurser. På den baggrund har tilsynet bedt om en redegørelse fra banken.

Sagens stridspunkt handler om, at en række kunder tabte millioner, da SNB overraskende valgte at droppe sin fastkurspolitik over for euroen.

Båndet til euroen sikrede kunder med schweizerfranc en minimumkurs (CHF) for deres euro, men SNB's aktion betød, at kursen faldt til langt under det niveau, og værdien af schweizerfrancen steg kraftigt.

Det gav store problemer for de investorer, der havde spekuleret i, at båndet ville blive opretholdt.

En række af kunderne i Saxo Bank troede, at de havde sikret sig med en såkaldt stop loss-aftale, der sætter en nedre grænse for, hvad valutaen kan handles til for at undgå helt store tab.

Hvis en kunde eksempelvis har en stop loss på 1,20 på euro/CHF, skal der afregnes, når kursen passerer 1,20.

Det skete i første omgang, men senere oplyste Saxo Bank i en mail til kunderne, at afregningskursen kunne blive ændret.

Finanstilsynet fokuserer særligt på Saxo Banks reaktionstid, fordi kunderne har troet, at de handlede til deres fastsatte kurs, mens banken først halvanden time senere oplyste, at kurserne muligvis ville blive ændret - hvilket skete.

Saxo Bank skriver i en mail til Berlingske, at reglerne om information er overholdt.

- Det var vigtigere for Saxo Bank at sikre, at nedlukningen af kundernes positioner skete til de efter forholdene mest korrekte afregningspriser end at sikre, at kunderne fik en endnu hurtigere afklaring af afregningspriserne, end tilfældet var, skriver Saxo Bank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.