Savnet OSCE-medarbejder i det østlige Ukraine er tilbage
En medarbejder fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa er "vendt hjem" efter at være savnet.
En OSCE-medarbejder, som har været savnet i det østlige Ukraine, er vendt tilbage til organisationen, oplyser OSCE på Twitter.
En OSCE-medarbejder, som har været savnet i det østlige Ukraine, er vendt tilbage til organisationen, oplyser OSCE på Twitter. Foto: Sergei Chuzavkov/AP


En lokal medarbejder fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), som tirsdag blev meldt savnet i den oprørskontrollerede del af det østlige Ukraine, er tilbage i sikkerhed.

- Han blev returneret til delegationen (OSCE's delegation, red.) i Donetsk i dag, skriver OSCE på Twitter.

De nærmere omstændigheder uddybes ikke.

Medarbejderen vendte ikke som planmæssigt tilbage tirsdag efter en ferie. Han blev angiveligt holdt fanget et sted i de prorussiske separatisters hovedsæde i Donetsk.

- Vi er i kontakt med de relevante aktører for at løse denne sag, oplyste organisationen, der blandt andet overvåger konflikten i det østlige Ukraine.

OSCE, som også Rusland er del af, havde krævet en øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af manden.

En kilde, som ønsker at være anonym, har tidligere fortalt, at ukraineren, der var savnet, er en chauffør, som bor i Lugansk.

Hændelsen er den seneste i en række hændelser, hvor medarbejdere fra OSCE og andre organisationer er forsvundet i den uroplagede region.

Ifølge nyhedsbureauet AFP frigiver de prorussiske oprørere som oftest først deres fanger efter langvarige forhandlinger, som kan tage flere måneder.

Konflikten i Ukraine har kostet næsten 9400 mennesker livet.

Ukraine har på det seneste været ramt af en voldsbølge, der ikke er set, siden en våbenhvile blev underskrevet i december.

Ukraine og dets allierede beskylder Rusland for at have planlagt og direkte støttet oprøret i øst. Rusland afviser disse beskyldninger.

Danmark har bidraget med flere medarbejdere til OSCE's mission i Ukraine - også i Donetsk.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.