Saudi-koalition bomber tidligere præsidentbolig i Yemen
Natten til søndag har arabisk koalition bombet i Yemens hovedstad. Blandt andet mod tidligere præsidentbolig.
Mennesker flygter efter bomber kastet i Yemens hovedstad, Sanaa, i april. Natten til søndag har saudiarabisk-ledet koalition igen bombet byen - angiveligt også den tidligere præsidents bolig. Arkivfoto
Mennesker flygter efter bomber kastet i Yemens hovedstad, Sanaa, i april. Natten til søndag har saudiarabisk-ledet koalition igen bombet byen - angiveligt også den tidligere præsidents bolig. Arkivfoto Foto: Hani Mohammed/AP


En række bomber er blevet smidt i luftangreb udført af den saudiarabisk-ledede koalition i Yemen.

Blandt andet er den tidligere præsident Ali Abdullah Salehs bolig i hovedstaden Sanaa blevet bombet, siger lokale og kilder i præsidentens politiske politi ifølge Reuters.

Tre store eksplosioner blev angiveligt hørt fra den afsatte præsidents tidligere hjem, og eksplosionerne blev efterfulgt af store røgskyer, skriver nyhedsbureauet.

Det er blot få dage siden, at Saudi-Arabien meddelte, at det var blevet tid til at indstille bombetogterne i en periode.

I den forbindelse foreslog landet, at der skulle indføres en fem dages humanitær våbenhvile.

Våbenhvilen var dog betinget af, at den shiamuslimske houthi-milits tilsluttede sig den.

Houthi-bevægelsen erobrede magten i det meste af Yemen i januar. Hundredvis af civile er dræbt, siden en saudisk-ledet koalition af arabiske lande 26. marts indledte flyangreb mod houthi-militsen og dets allierede.

USA og Saudi-Arabien har hævdet, at Iran støtter den shiamuslimske milits. Der er foreløbig ingen tegn på, at støtten er af militær art.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.