Saudi-Arabiens militær rykker ind i Yemen
Fem Golfstater vil beskytte Yemens folk og præsident mod milits, lyder det i en fælles erklæring.
Militante fra Houthi-militsen i Yemens hovedstad, Sanna, onsdag. Saudi-Arabien oplyser, at en koalition med 10 lande har begyndt en militær kampagne mod militsen i Yemen.
Militante fra Houthi-militsen i Yemens hovedstad, Sanna, onsdag. Saudi-Arabien oplyser, at en koalition med 10 lande har begyndt en militær kampagne mod militsen i Yemen. Foto: Hani Mohammed/AP


Saudi-Arabien har sent onsdag aften dansk tid indledt en militær operation i Yemen sammen med 10 andre lande. Det oplyser den saudiarabiske ambassadør i USA.

- Missionen har til formål at forsvare og støtte den legitime regering i Yemen og forhindre den radikale Houthi-bevægelse i at tage kontrol over landet, siger ambassadøren ifølge AFP.

Torsdag har fem Golfstater yderligere udsendt en erklæring, hvor de skriver, at de vil beskytte Yemens præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi, mod shiamuslimske oprørere fra Houthi-militsen, der nærmer sig havnebyen Aden, hvor præsidenten tidligere søgte tilflugt.

Det skete, efter at Houthi-militsen tog kontrol med Yemens hovedstad, Sanaa.

Saudi-Arabien, Qatar, Kuwait, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater oplyser, at de "har besluttet at besvare præsident Hadis råb om hjælp til at beskytte Yemen og hans folk fra Houthi-militsens offensiv", skriver AFP.

En amerikansk embedsmand oplyser til Reuters, at Saudi-Arabien og USA koordinerede den militære operation i Yemen. USA's præsident, Barack Obama, var dermed informeret om missionen på forhånd, selvom amerikanerne ikke deltager direkte i indsatsen.

Det amerikanske militær bidrager indirekte med efterretningsoplysninger og hjælper med at løse de logistiske opgaver, oplyser Det Hvide Hus.

Den saudiarabiske ambassadør Adel al-Jubeir siger til journalister, at der er tale om en koalition med 10 lande, der inkluderer luftangreb i Yemen mod Houthi-mål.

Ifølge beboere og en embedsmand i Sanaa har kampfly kastet bomber mod hovedstadens lufthavn, men der er ingen meldinger om, hvilke fly der er tale om, skriver Reuters.

Derudover skulle en militærbase nær hovedstaden og "nøglepositioner for oprørerne" være blevet ramt tidligt torsdag lokal tid.

Samtidig advares skibe om at nærme sig havne i Yemen, rapporterer den saudiarabiske tv-station Al-Hadath.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.