Saudi-Arabiens konge sværger at undersøge moské-tragedie
En kran væltede fredag ned i kendt moské i Mekka, og Saudi-Arabiens konge vil have svar på hvorfor.
En kran styrtede fredag ned i kendt moské i Mekka, ogn u lover Saudi-Arabiens konge, at ulykken, der kostede 107 mennesker livet, vil blive undersøgt.
En kran styrtede fredag ned i kendt moské i Mekka, ogn u lover Saudi-Arabiens konge, at ulykken, der kostede 107 mennesker livet, vil blive undersøgt. Foto: Yuri Kochetkov/AP


107 mennesker blev dræbt, mens 200 andre blev kvæstet, da en kran styrtede ned i den kendte Masjid al-Haram-moské i Mekka i Saudi-Arabien fredag.

Nu lover kong Salman, at årsagen til kran-kollapset skal findes.

- Vi vil undersøge alle mulige årsager og efterfølgende lægge resultaterne frem for borgerne, siger kongen efter et besøg på stedet lørdag.

Kranen styrtede ned i den vigtige moské, da den var proppet med muslimer i forbindelse med fredagsbønnen.

Masjid al-Haram-moskéen huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge, som er et af de allerhelligste steder i islam, og som alle muslimer vender sig mod, når de beder.

Ulykken er sket, mens tusindvis af muslimer fra hele verden valfarter til området for at deltage i den årlige pilgrimsfærd hajj, en af de fem søjler i islam, der ventes at starte 21. september.

Da ulykken skete klokken 17.23 lokal tid, regnede det heftigt, og ifølge tv-stationen Al Arabiya var det kraftige vindstød, der fik kranen til at vælte.

Billeder fra sociale medier viste efterfølgende blodige lig i gården ved moskéen, og en video på YouTube viste skrigende mennesker løbe forvirrede rundt i sekunderne efter et enormt brag fra den styrtede kran.

Blandt de dræbte er pilgrimme fra Indonesien og Indien, mens pilgrimme fra Malaysia, Egypten, Iran, Tyrkiet, Afghanistan og Pakistan blev kvæstet.

De saudiarabiske myndigheder går normalt langt for at garantere sikkerheden for de mange millioner muslimer, der hvert år strømmer til Mekka på denne tid.

Sidste år reducerede kongedømmet eksempelvis antallet af pilgrimme, der fik adgang til moskéen, af sikkerhedsmæssige årsager.

For tiden er et stort byggeprojekt undervejs for at øge moskéens område med 400.000 kvadratmeter, hvilket vil tillade 2,2 millioner mennesker at samles på samme tid.

Det ambitiøse byggeprojekt betyder, at moskéen er omgivet af kraner, og det var ifølge en talsmand for de saudiarabiske myndigheder en af dem, der fredag kollapsede på grund af uvejret, skriver BBC.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.