Saudi-Arabien træner krigere fra Yemen
Klankrigere skal sættes ind mod Houthi-militsen i Yemen, siger militære saudiarabiske kilder.


Hundredvis af klankrigere fra Yemen får oplæring og træning af Saudi-Arabien, så de vil kunne bekæmpe Houthi-militsen i deres land, siger unavngivne saudiarabiske kilder til Reuters.

- Man kan ikke vinde krigen mod houthi-militsen fra luften. Der må sættes landstyrker ind, og der er nu et program for træning og oplæring af klankrigere på grænsen, siger en militær kilde i Doha i Qatar.

- I denne uge er 300 krigere fra forskellige stammer eller klaner blevet trænet i Saudi-Arabien og sendt tilbage til deres hjemegn i Sirwah distriktet i den centrale provins Marib for bekæmpe Houthierne og presse militsen tilbage, siger højtstående militære kilder i Yemen til Reuters.

Forsvarskilder i Saudi-Arabien siger, at der ikke er planer om at styrke Yemens regeringsstyrker i kampene, der udkæmpes over hele landet, fordi de lokale kender terrænet bedre en saudiaraberne.

Saudi-Arabien indledte for fire uger siden systematiske luftangreb vendt mod militsen i en fælles indsats sammen med flere andre Golfstater.

Det skete efter, at den Iran-støttede milits rykkede mod syd og var tæt på at overtage Yemens næststørste by, Aden. Houthi-militsen kontrollerer i forvejen både hovedstaden Sanaa og flere andre byer.

Houthi-militsens kampvogne og snigskytter dræbte mindst 12 civile natten til onsdag, og den volder Saudi-Arabien og dets allierede mange hovedbrud, da de frygter, at Irans indflydelse er ved at blive større i Mellemøsten.

Houthierne overtog i september kontrollen over hovedstaden, hvor de krævede, at en mere inkluderende regering kom til magten.

Bombardementer fra den arabiske koalition har ødelagt mange af de tunge våben, som houthi-oprørerne havde erobret under kampe.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.