Saudi-Arabien og Tyrkiet aftaler makkerskab
Et strategisk samarbejdsråd skal bringe Saudi-Arabien og Tyrkiet tættere på hinanden i urolig region.


Saudi-Arabien og Tyrkiet er enedes om at oprette et "strategisk samarbejdsråd", der skal styrke dem militært og økonomisk.

Det meddeler Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir, efter et møde mellem de to landes ledere, skriver nyhedsbureauet Reuters

- Mødet mundede ud i et ønske om at oprette et strategisk samarbejdsråd på højt niveau mellem de to lande, siger Jubeir på et pressemøde, hvor også hans tyrkiske kollega deltager.

Det sker ved afslutningen af et møde i hovedstaden Riyadh mellem den saudiske kong Abdullah og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Ifølge Jubeir skal rådet beskæftige sig med sikkerhed, militære spørgsmål, handel, energi og investeringer i de to lande.

Begge lande er overvejende sunnimuslimske, og flere eksperter har peget på, at de har haft behov for at konsolidere sig, på et tidspunkt hvor shiamuslimer i Iran og Irak sidder tungt på magten.

Iran støtter præsident Bashar al-Assads regime i Syrien og Hizbollah-bevægelsen i Libanon.

Både Saudi-Arabien og Tyrkiet ser med skepsis på, at stormagterne med USA i spidsen har indgået en atomaftale med Iran. Dermed er der udsigt til, at de internationale sanktioner mod Iran ophæves, og det kan styrke Irans rolle i den mellemøstlige region.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.