Saudi-Arabien: Ingen visa til svenskere
Diplomatisk strid mellem Sverige og Saudi-Arabien optrappes, så svenske virksomheder holdes ude.
Striden mellem Sverige og Saudi-Arabien skete på baggrund af udtalelser fra den svenske udenrigsminister, Margot Wallströmm, om blandt andet undertrykkelse af kvinder.
Striden mellem Sverige og Saudi-Arabien skete på baggrund af udtalelser fra den svenske udenrigsminister, Margot Wallströmm, om blandt andet undertrykkelse af kvinder. Foto: Annika Af Klercker/AP


Saudi-Arabien optrapper en diplomatisk strid med Sverige og meddeler, at det ikke længere er muligt for svenskere at få erhvervsvisa til landet, erfarer den nationale tv-kanal SVT.

Udenrigsministeriet i Stockholm bekræfter oplysningerne, som betyder, at virksomheder, der er i gang med aktiviteter eller planlægger aktiviteter i Saudi-Arabien, ikke kan sende medarbejdere til landet.

En pressetalsmand for Udenrigsministeriet siger til SVT, at Sverige håber, at den bilaterale strid mellem svenskerne og saudiaraberne snart vil blive løst.

Saudi-Arabien har tidligere kaldt landets ambassadør hjem fra Sverige.

Det er sket på baggrund af udtalelser, som den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, fremsatte i Riksdagen den 11. februar om blandt andet undertykkelse af kvinder i Saudi-Arabien.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.